August 2017

Tasken er pakket og står i skabet. 2 sæt tøj, personlig pleje til den næste måned, et ekstra par sko og en blok og mine blyanter. Ej at forglemme blyantspidser og viskelæder. Det er faktisk det vigtigste. Min blok og mine skriveredskaber. Skidt med tøjet egentlig, bare jeg kan skrive mine tanker ned, hvis jeg en dag tager tasken og går min vej.

Jeg har næsten altid haft en taske. Min første taske pakkede jeg, da jeg var 7 år gammel og gemte den øverst i mine forældres klædeskab. Der kiggede de nemlig aldrig. Uanset hvor jeg har boet i mit voksne liv, har tasken været pakket og stået klar.
Det er lidt mærkeligt med den taske, for jeg er aldrig gået nogle steder med den. Men det er følelsen af rastløshed der gør, at jeg stadig føler trygheden ved at have min taske.

Jeg flyttede hjemmefra som 17-årig, havde indtil da boet i mit barndomshjem. Så det er ikke pga. mange flytninger, at jeg har haft tasken klar. For mig har tasken været og er stadig symbolet på min manglende evne til at føle mig hjemme og falde til ro. Tasken har været den ting i mit liv jeg har kunne have kontrol over, når alt andet skete fuldstændig uden at jeg havde noget at skulle have sagt. Jeg har kunnet bestemme indholdet i tasken. Og efterhånden som jeg blev ældre og til sidst voksen, er bamser og bøger skiftet ud med billeder af familien og min blok, så jeg kan sætte mig ned og skrive.

Det er en ubehagelig fornemmelse, det med ikke at føle sig hjemme nogen steder. Altid på mental flugt, parat til rent faktisk at tage min taske og flygte væk. Når jeg er ude blandt andre, vil jeg hjem og når jeg er hjemme vil jeg ud og væk. Jeg tager dagligt mig selv i at kigge på lejligheder. Jeg finder en fin lejlighed og tænker straks at dét er det rigtige sted, og at den lejlighed bliver stedet hvor jeg falder til ro. Det er det bare aldrig. En ny lejlighed bliver aldrig til andet end en ny adresse, for det føles bare ikke rigtig som et hjem. Min adresse bliver altid et produkt af min hjerne. Jeg trives i kaos, for jeg er vokset op i kaos. Der er underligt trygt i kaosset, noget genkendeligt. Men også noget virkelig stressende, for jeg kan ikke slappe af. Kaosset tvinger mig til at have antennerne ude, for at sikre at der ikke ligger noget på lur, som jeg skal passe på fordi det er farligt. Eller ting jeg skal forsøge at gemme væk, fordi de er pinlige og noget jeg skammer mig over.

Jeg er faktisk træt af min taske. Den bliver ved med at minde mig om hvor rodløs jeg er. Hvor kaotisk og uoverskueligt mit indre hjem er. For jeg har ikke noget hjem. Jeg kan ikke finde ud af at føle mig hjemme i selskabet med andre, så det er lettere bare at føle mig rodløs alene – men også ensomt. Hvor ville jeg ønske at der fandtes en, som kunne hjælpe mig hjem og som kunne hjælpe mig med at lægge mit tøj på plads. Men jeg tør ikke.

Maj 2020

De der gamle dagbogsnotater er altså lidt sjove. Det med at læse sine egne ord, der er så fyldt af modløshed, gør næsten ondt.

Jeg har sådan lyst til at give Mia anno 2017 en kæmpe krammer og fortælle hende at hun om blot 3 år, i maj måned 2020 kan sidde og føle sig hjemme. Jeg fandt nemlig det menneske der skulle hjælpe mig hjem. Jeg fandt mig selv.

Tasken står stadig i skabet, men jeg er begyndt at øve mig i at tømme den. Det tog mig kun et-par-og-tyve år at nå dertil. Det er hurtigt, taget i betragtning af, at jeg ikke helt troede jeg kunne nå dertil, hvor jeg ønskede den væk. Det foregår stille og langsomt, med fantastisk dejlige angstanfald – og ja. Det er fantastisk dejligt. For når jeg kan have min blok og mine blyanter ude i 5 min længere tid end sidst, fortæller det mig at jeg nok en dag skal komme til at tømme den helt. Jeg har nemlig ikke brug for tasken længere, for jeg HAR fundet mit hjem. Ikke mit fysiske hjem, det er stadig bare en adresse. Det skal nok komme!
For nuværende er jeg taknemmelig og glad for, at jeg har fundet hjem til mig selv!.

Mia.