At bryde et tabu – og passe på sig selv?

Hørte I også Pia i Zornigs Zone i lørdags?

Jeg gjorde – og jeg er imponeret over hendes åbenhed omkring selvskade og borderline.

Jeg beundrer folk som Pia, der åbent og ærligt fortæller deres meget personlige historier om det at leve med en psykisk lidelse. De er alle med til at gøre opmærksom på de tabuer, der ofte er forbundet med at psykiske problemer.

Jeg ville ønske, jeg selv var sådan én. At jeg frit kunne stille mig frem og sige:

“Hej, jeg hedder Reke, og jeg har diagnosen ‘forstyrret personlighedsstruktur af blandet og anden type’ med borderline som det primære og dertil træk fra den evasive, den dependante og den tvangsprægede personlighedsforstyrrelse.”

Jeg kan det til en vis grad, men som regel holder jeg igen – som her, hvor jeg bruger et alias i stedet for mit civile navn.

Jeg tror, jeg er bange for at skulle stå til ansvar for lidelsen. Ment på den måde, at hvis jeg skal til at forklare og præcisere, hvad borderline ‘går ud på’, er jeg bange for at komme til at udlevere mig selv.

Men er det egentlig så unormalt?

Når ‘normale’ mennesker fortæller om dem selv, handler det så ikke mere om børn, job, fritidsinteresser, overbevisninger og successer snarere end om deres eventuelle problemer med at indgå i sociale sammenhænge, tvangsprægede handlinger, manglende evne til at tage sig sammen eller deres frygt for at blive forladt?

Jeg har oplevet at sidde i festligt lag og pludselig høre mig selv fortælle til ikke-nære bekendte – eller sågar halvfremmede – at jeg har tendens til at føle tingene meget sort/hvidt, og at jeg er meget opmærksom på, hvad andre tænker om mig, og at jeg desuden ikke er en typisk borderliner, fordi jeg ikke er udadreagerende.

Det er ikke noget, jeg fortæller af mig selv, men fordi folk spørger, hvad borderline er (efter først at have spurgt, hvorfor jeg er sygemeldt, efter først at have spurgt, hvad jeg laver*).

Og pludselig bliver borderline til en målestok for alt andet i mit liv. Noget, jeg gemmer mig bag, men også noget, som andre kan gemme mig bag. Og under alle omstændigheder noget, jeg egentlig ikke ville have fortalt.

Jeg har med andre ord svært ved finde grænsen for, hvad jeg skal fortælle, og hvad jeg ikke skal fortælle. Hvornår “jeg prøver at bryde et tabu” bliver til “jeg sprætter lige mit hoved op, så du kan se alt, hvad jeg tænker og føler”.

Jeg ville være lykkelig, hvis tabuerne om psykiske lidelser blev brudt. Og som ‘insider’ føler jeg også en forpligtelse til at være med til at gøre det. Men jeg er nødt til at tage hensyn til mig selv og erkende, at jeg jo ER et følsomt menneske.

Dér, hvor andre måske blot ærgrer sig lidt over at have fortalt for meget, er det hos mig noget, der kan fylde mit hoved i dage- eller ugevis – eller længere. Det er jo blandt andet denne ‘evne’, der har været med til at give mig diagnosen.

Det ideelle var, hvis det var de ‘normale’, der startede med at fortælle om deres problemer og svagheder. Så ville jeg – og sikkert også andre med psykiske lidelser – føle en langt større tryghed ved selv at komme på banen.

Det er nok ønsketænkning. Men gid, det ikke var.

 

/Reke

 

* Dette indlæg er et ældre, redigeret indlæg fra min personlige blog: www.blogreke.blogspot.dk

2 tanker om “At bryde et tabu – og passe på sig selv?”

  1. Jeg er slet ikke i tvivl om at hvis vi skal undgå tabu skal vi først og fremmest selv åbner op.
    .
    Hvordan skal vi forvente at Andre forstår hvis vi ikke beskriver ? Hvis vi selv føler et tabu omkring det og føler skam. Hvordan kan vi så regne med at de forstår?? Jeg taler altid åbent omkring min sygdom og oplever at flere forstår! At flere faktisk selv har problemer og åbner op omkring det til mig. Tror den eneste måde vi undgår skam og tabu er ved selv at starte op! Hvis alle med psykiske problemer talte åbent om det ville det også blive et legalt åbent emne!!

Skriv et svar