Vi søger tovholder til pårørendeforløb

21/04/2017 Nyt

Borderlinenetværket har brug for flere tovholdere til gennemførelse af forløb for pårørende.

Hvis DU brænder for Borderline-området og gerne vil hjælpe pårørende, som har brug for store lytteører, og gode råd ift. samspillet med et menneske med Borderline – hører vi rigtig gerne fra dig! Du skal kunne rumme de pårørendes følelser (når de pårørende giver udtryk for ked-af-det-hed og frustration)

Vi stiller materiale til rådighed, som du kan bruge i gennemførelsen af forløbet. Du kan bruge materialet slavisk, eller du kan fokusere på plads til samtale og fri snak. Det vurderer du altsammen selv.

Vi er her også til at sparre med dig løbende, og du kan fx snakke med andre som har gennemført et sådant forløb, så du kan stille spørgsmål og lade dig inspirere.

SKRIV til os 🙂 Vi har stort brug for din hjælp. Skriv til info@borderlinenetvaerket.dk.

Du kan også gennemføre forløbet, sammen med en veninde fx.

Skriv til info@borderlinenetvaerket.dk.

 

blogindlaegbillede_nadias

Se og/eller skriv kommentarer

Hemmeligheden skal fortælles

18/01/2017 Blog

gitteorhberg_blog_bill

 

 

 

 

 

 

 

(Anonym skribent)

Jeg har en hemmelighed. En hemmelighed, der er så hemmelig, at den først for ganske nylig er blevet erkendt af det, der må være mit jeg, mit selv.

Men nu skal det ikke være en hemmelighed mere, for nu har jeg besluttet mig for at fortælle den til nogen, til jer. Jeg skammer mig rigtig meget over den, og den får mig til at føle mig håbløs og til tider komplet værdiløs og at skrive om den, er utroligt svært, men nu skal det gøres.

Nu skal det frem i lyset og deles med andre, som måske sidder med en lignende hemmelighed, eller som måske bare er nysgerrige. Først og fremmest skal det dog frem i lyset for at blive italesat, erkendt og accepteret af mig selv og for mig selv.

Jeg tror oprigtigt på, at jeg bukker helt under, hvis ikke min bevidsthed og viden om denne hemmelighed snart får mig til at foretage nogle andre og bedre valg for mig selv. I lang tid har jeg forsøgt at bilde mig selv ind, at da denne hemmelighed har været i mig – og med mig – siden 9 års alderen, vil jeg aldrig kunne blive ”kureret” for den, og så er det jo ligegyldigt at prøve på, at ændre tingene.

I dag ved jeg, at det er en forkert antagelse. Jeg skal bare vælge at tro på, at det ikke er ligegyldigt, og at jeg suverænt har retten til, og muligheden for, at ændre på de ting i mit liv, som ikke virker for mig. Når jeg tænker sådanne tanker eller læser dem her på skrift, virker det så idiotisk enkelt, at det næsten ikke er til at begribe, hvorfor det er så forbandet svært at gøre det i virkeligheden.

Min hemmelighed er ikke, at jeg er et individ med en emotionel personlighedsforstyrrelse af Borderline-typen. Dette har jeg nok været siden den tidlige barndom, så det er der masser af mennesker i min omgangskreds, som ved og har accepteret.

Hvad de derimod ikke ved og følgelig ikke kan acceptere, er, at jeg er et individ med en emotionel personlighedsforstyrrelse af Borderline-typen, som derudover også er narkoman og spiseforstyrret.

Sådan, nu står det der sort på hvidt. Det er ikke sådan, at jeg sidder med en nål i armen hver sjette time, må begå kriminalitet for at betale for mit forbrug, eller lever på gaden, men hele min dag er centreret om hvorvidt jeg nu har piller og/eller hash nok, hvor, hvornår og hvordan jeg kan skaffe mere, på hvilke tidspunkteraf dagen jeg kan tillade mig at være høj på, enten af det ene eller det andet præparat for at bedøve følelserne af skyld, skam og opgivenhed, som altid, altid er til stede i mig i større eller mindre grad.

Al den energi, som jeg i over to år næsten dagligt har brugt og stadig i højere grad bruger på at planlægge mit forbrug, gør naturligt nok at jeg sjældent har overskud, tid og lyst til mere adækvate og normale aktiviteter. At være social og nærværende i kontakten med venner og familie, er i forvejen i perioder en stor udfordring, når man har en emotionel personlighedsforstyrrelse, og at være narkoman i tilgift til dette gør ofte, at sociale aktiviteter føles meget ubehagelige for mig.

————————————-

Kl. er 7.34 og det er ca. fire måneder siden, at jeg skrev ovenstående. Mit misbrug er taget til i denne periode, og i dag har jeg på nuværende tidspunkt allerede indtaget en kvart joint, 2 Ketoganer, 2 Oxabenz 15 mg og to Alprazolam 0,25 mg. Dagen er dårligt nok startet, og jeg er allerede høj.

I forgårs undlod jeg at møde op på mit arbejde. Jeg brød helt sammen og græd stort set hele dagen, kunne ingenting. Min borderline-diagnose rummer også undvigelsesadfærd, og det er nok min største udfordring ift. at have en personlighedsforstyrrelse og passe et normalt 37 timers job.

At jeg ydermere lider af fibromyalgi og leddegigt, gør naturligvis jobsituationen sværere. Nu er jeg kommet dertil, hvor jeg trænger til en pause fra alle arbejdsmæssige/stressfremkaldende forhold for at finde mig selv igen. Det er min plan, at jeg vil genoptage kontakten med distriktspsykiatrien (hvor jeg ellers blev afsluttet ultimo november 2015 efter et DAT forløb), i håb om at få noget hjælp til at trappe ud af mine forskellige misbrug.

Det er interessant, at jeg faktisk bliver mere vred og frustreret, når jeg misbruger, end når jeg er sober. Jeg frygter ikke så meget at skulle gennem afvænning med abstinenssymptomer; dette har jeg flere gange klaret på egen hån. Dér hvor jeg virkelig forudser, at jeg bliver udfordret, er at forblive sober og ikke ty til piller, hash osv. når jeg keder mig, er rastløs eller deprimeret.

Her mangler jeg simpelthen vejledning, redskaber og viden om, hvordan jeg kan beskæftige mig selv, så jeg ikke så nemt bliver et ”offer” for mine impulser. Jeg er efterhånden nået dertil, hvor jeg må erkende, at jeg behøver hjælp til at komme ud af mine misbrug, så opgaven er nu at afsøge mulighederne i mit lokalområde.

Det gjorde jeg så på byens misbrugscenter og blev her tilknyttet en fast kontaktperson. Hun brændte mig dog af til et vigtigt møde angående substituering med Subotex, og jeg hørte aldrig fra dem igen.

Derfor blev jeg enormt sur og stædig og valgte selv at lægge mit efterhånden heftige misbrug af Ketoganer og benzodiazepiner fra mig. Jeg har ikke rørt Ketogan en eneste gang siden sidste weekend i september, og jeg savner dem heller ikke. Benzoer tager jeg stadig i perioder, dog slet ikke i samme mængder som førhen. Ligeledes har jeg droppet amfetamin, og jeg har skåret mine joints ned fra 4-7 dagligt til max to. Vi skriver i dag mandag aften d. 5/12-16, og klokken er 19.05. Jeg er glad for mine fremskridt, og jeg føler mig stærkere.

Se og/eller skriv kommentarer

Støt os <3

18/01/2017 Nyt

Vi mærker at Borderline er et område det er svært, at tiltrække støtte til. Tidligere foreninger indenfor området, har måtte dreje nøglen om indenfor kortere tid, af samme grund.

Vi kender ikke den reele grund, men vi tænker, at det handler om manglende viden og misforståelser i forhold til diagnosen.

Ikke desto mindre er vi rigtig mange, som er berørt af Borderline – direkte eller indirekte. Og vi kender behovet for nuancering af lidelsen, hjælp til pårørende, flere terapitilbud til Borderline-ramte, større inklusion af Borderline-ramte på arbejdsmarkedet, og mindre stigmatisering af diagnosen.

Derfor: hjælp os, så vi kan gøre en mærkbar forskel både i forhold til psykiatrien, pårørende og ramte, mediebilledet og formidling om Borderline omkring i landet.

Uden støtte kan vi som forening kun pille i overfladen. Ingen sindslidende-forening kan gøre en reel forskel uden støttekroner.

Støt os som støttemedlem eller via frivillige donationer.

Link til beskrivelse og information om dette: http://www.borderlinenetvaerket.dk/om-borderlinenetvaerket/bliv-stottemedlem/

208072_10151211497609521_1029241058_n

Se og/eller skriv kommentarer

I job igen

12/01/2017 Blog

Af: Karina Hansen

I job igen – VILDT …

fb_job_blog_bill

Efter flere år væk fra arbejdsmarkedet, og undervejs intensiv deltagelse i et terapiforløb (mbt-forløb), er det stik mod statistikkens sprog lykkedes mig, at få en plads på arbejdsmarkedet igen. Jo jo … I hørte rigtigt! Jeg – tidligere Borderline-diagnosticeret – har landet et helt almindeligt arbejde igen på arbejdsmarkedet. Dette efter mere end 130 ansøgninger og en ihærdig motivation for, at komme i gang igen.

Under sidste jobsamtale, fortalte en læge på det pågældende hospital mig, at jeg ‘nok måtte droppe projektet’, for … (jeg citerer;) ‘Mennesker med Borderline kommer ikke ud på arbejdsmarkedet igen. De bliver max fleksjobber’.

Kære læge – du tog fejl …

Når det så er sagt, ved jeg godt, at MANGE mennesker med præcis den diagnose i baggagen, ikke får en kinamands chance. Og ja, jeg har hele fire veninder, som udelukkende tilbydes ulønnede praktikpladser. Det er jo så herligt uforpligtende for virksomhederne. Gennemførte selv to forløb af den slags. Hold da op, hvor jeg arbejdede – og håbede …

I DAG er det lykkedes mig, at få et arbejde som sygeplejerske påny. Jeg elsker mit fag …  og har arbejdet mange år som sygeplejerske, før jeg knækkede sammen. Stillingen er på 30 timer, og det fungerer rigtig fint for mig.

Klar til at høre mere vildt? …  Okay – jamen så kan jeg fortælle jer, at mine kolleger behandler mig som en helt almindelig medarbejder. Ingen sær-status, ingen afstandstagen, ingen undgåelsestaktikker og ingen hvisken i krogene. Jeg er bare MIG; Sygeplejersken Karina på afsnit A9, sammen med 10 andre sygeplejerske-kolleger. Jeg danser indeni mens jeg skriver det …………

I har nok gættet hvad mit blog-indlæg skal give fra sig. HÅB. HÅB og HÅB. Der er god grund til håb.

 

Se og/eller skriv kommentarer

Jeg blev en kriger …

04/12/2016 Blog

Af: Sara Aimi Christensen

”She’s been through hell and came out
 A warrior
You didn’t break her, daddy
You don’t know that
kind of power …”

sara_aimi_blogbillede_

Det er ca. 4 år siden, at jeg reelt blev til.

Underligt at tænke på, når min alder er 32 år. Jeg har to piger; én på 8 år og én på snart 12 år – og en dejlig kæreste, som jeg har kendt i snart 13 år.

For ca. 4 år siden, tog jeg mit livs største og vigtigste beslutning; Jeg valgte at leve mit liv uden min far. At fjerne ham ud af mit liv, èn gang for alle. Jeg gjorde mig fri af manipulation, psykisk terror, misbrug og vold.

Jeg blev til et langt mere selvstændigt menneske. Ville ikke længere leve som marionetdukke, og klippede snorene over.

Men det var også den hårdeste beslutning, jeg har truffet i mit liv. Det havde altid bare været ham og mig, og nu skulle jeg pludselig beslutte alting selv. Stå på egne ben.

Og som en baby, måtte jeg lære at kravle, og lære at gå. Selv.

Det resulterede i stor usikkerhed, og frustration over alting i livet –  og alt ved mig selv.

Jeg har altid haft en ikke-eksisterende identitetsfølelse. Jeg levede under min fars ord og lov.

Jeg har levet med psykisk såbarhed siden jeg var ganske lille, og som tiden gik, blev jeg mere og mere psykisk sårbar. Min far så det dog ikke. Han vidste altid bedre. Jeg kom ikke i behandling, og fik ikke hjælp. Jeg fik stillet diagnosen Borderline (og andre diagnoser) for blot et år siden.

I dag kæmper jeg mine kampe, både med at finde mig selv, deale med de oplevelser jeg har i baggagen, og lære om mine diagnoser – men jeg er her endnu. Mine odds var dårlige, ja … men min opvækst har gjort mig til en kriger. Og jeg lader mig aldrig skade på samme måde, igen.

Se og/eller skriv kommentarer

Vil du skrive en boganmeldelse?

04/03/2016 Nyt

Borderlinenetværket mangler boganmeldelser til BOGHJØRNET her på websitet.

Har du læst en bog om Borderline, eller et emne som relaterer til området – så hører vi rigtig gerne fra dig.

Kunne du, i så fald, skrive en tekst om bogen, som boganmeldelse og sende til os på info@borderlinenetvaerket.dk?

Vi skal nok rette til og redigere på plads – så du behøver ikke at tænke på grammatik, stavning osv.

Vi håber at høre fra dig …

 

blogindlaegbillede_vedr_boganmeldelser

 

Se og/eller skriv kommentarer

En vejleder hjalp mig ud af helvedet

02/03/2016 Blog  Ingen kommentarer endnu

Blogindlæg fra Christel Jensen;

blogindlaegbillede_christeljensen

Nu er det ikke fordi jeg mener at vide, hvad der kan hjælpe alle videre fra Borderline helvedet, hvor tilværelsen er styret af voldsomme følelser og reaktioner, men jeg ved hvad der gjorde en stor forskel for mig – og stadig gør en stor forskel i mit liv.

Jeg fik stillet diagnosen Borderline for knap 4 år siden. En diagnose som her 4 år senere fortsat er noget af et mysterium for mig. Gennem tiden har jeg ofte haft svært ved at forstå hvorfor jeg reagerede og tænkte, som jeg gjorde – men det har ikke skulle stoppe min vej ud af helvedet. Jeg ville gerne have et godt liv.

Første skridt i den rigtige retning, blev da jeg mødte min tidligere hjemmevejleder i 2011. Hun var også tilstede da jeg fik stillet diagnosen. Hurtigt mærkede jeg, at hun var en ildsjæl. Et menneske som brændte for dét hun lavede, holdt hvad hun lovede og var fyldt op af empati og forståelse.

I dag er jeg overbevist om, at min hjemmevejleder er én af de vigtige grunde til, at jeg er kommet så langt som jeg er.

Ikke at jeg underminerer min egen indsats. Jeg har knoklet og kæmpet for at få det bedre, ingen tvivl om det.

Jeg husker hvordan jeg i starten slet ikke ville have noget med min vejleder at gøre. Hun var sikkert bare endnu et menneske, som ville svigte mig. Hendes empati og engagement fik dog relativ hurtigt brudt mine barrierer ned. Hun lærte et menneske at kende, som på dét tidspunkt var cutter i en svær grad. Dvs. jeg skar mig selv på kroppen for at holde alting ud.

Jeg var meget bange for mennesker og for verden generelt. Bange for at åbne munden og blive hørt – og ved den mindste modgang, opgav jeg fuldstændig.

Da jeg flyttede i egen lejlighed, var der en hel ny verden jeg skulle lære at kende, og rumme. Jeg må indrømme, at jeg rodede voldsomt. Der var ikke meget system over mit hjem. Det hjalp min vejleder mig med, og introducerede et skema hvor på der stod hvad jeg skulle tage fat på, dag for dag.

Vi sammensatte også to skemaer ift. min selvskade, og trods jeg ofte ikke formåede at holde planen, oplevede jeg aldrig sure miner eller skuffelse fra min vejleder. Det rummede hun.

Cutting-skemaerne hjalp mig til at forstå hvad der satte gang i min trang. Pilene pegede ofte hen på mit livstraume – incest – og for første gang oplevede jeg et menneske, som lyttede indfølende når jeg fortalte om dengang det hele skete. Jeg følte mig rummet, forstået og troet på. Jeg husker hvordan jeg, inden jeg åbnede op for min incest-beretning, bad hende love mig at hun ikke ville forsvinde efterfølgende.

Efter nogle måneder, faldt min hjemmevejleder og brækkede benet – og i den periode hun var sygemeldt, fik jeg tildelt to andre hjemmevejledere. Det gik ikke så godt. Blandt andet sagde den ene vejleder til mig, at når jeg cuttede gik det jo blot udover mig selv, og at jeg ikke cuttede specielt dybt, så det var udelukkende for at få opmærksomhed. Hun rundede sin ord af med at sige, at det kunne jeg ligeså godt vide ikke havde den effekt på hende. Jeg ville ikke opnå mere opmærksomhed fra hende, af den grund.

Jeg valgte at skrive til vedkommende, at jeg ville forsøge at klare tingene selv, til min oprindelige vejleder var klar igen. Ordene om, at jeg ikke skar så dybt, fik mig desværre til at skære vældig dybt dagene efter.

Da min oprindelige vejleder vendte tilbage, var der noget ‘reparationsarbejde’ at gøre. Det havde sat sig sine spor, at have vejledere som ikke rummede mig og smed intentioner i mine sko, som jeg ikke genkendte.

I tiden fremad, opstod nogle perioder med sygemeldinger – og jeg mærkede en stor motivation for, at stoppe med at cutte mig selv. Min tanke var, at når min vejleder kom igen, skulle hun se et menneske som ikke længere cuttede. Hun skulle se resultatet af hendes anstrengelser. Jeg arbejdede meget fokuseret på det og kom langt.

BUM … så kom meldingen fra kommunen, at min vejleder ikke genoptog arbejdet. Min verden væltede …. Hvad nu? Kunne jeg mon klare mig uden hende? Kunne jeg fastholde mit stop af cutting?

Efter noget tid, valgte jeg at skrive et brev til min vejleder. Jeg forventede ikke et svar, men det var vigtigt for mig, at skrive til hende. Hun svarede mig, heldigvis! Det gjorde mig virkelig glad, og til den dag i dag har vi fortsat kontakt med hinanden. Dét at vi fortsat har kontakt, er guld værd for mig – og jeg kan stolt sige, at jeg i 2 år og 3 måneder ikke har selvskadet.

Kontrakterne, som jeg lavede sammen med min vejleder, hænger fortsat i mit hjem – og jeg overholder dem. Jeg er kommet så langt med mig selv, at når jeg har svære dage, falder jeg ikke helt sammen. Jeg rejser mig op igen, og bliver det ikke samme dag, så næste dag. Tanken om, at min vejleder har gjort så meget godt for mig, motiverer mig til at holde fast. Til at fortsætte …

Jeg ønsker for alle Borderline-ramte, at de møder så dedikeret og engageret et menneske som jeg mødte i min vejleder. Møder et menneske som tør rumme det Borderline-ramte menneskes følelsesstorme og forsvar, i sær i starten når relationen skal bygges op.

Jeg ved godt, at man kan lande ud i at blive alt for afhængig af så engageret et menneske. Det er selvfølgelig faren ved det – men så må man se på den afhængighed og arbejde sig videre derfra. Jeg klarede mig trods min vejleders stop … og de forskellige sygeperioder. Jeg brugte hendes skemaer, ord og dedikation til at trække mig op – og videre – når hun manglede.

Jeg vandt på relationen, ingen tvivl om det – og jeg er hende forevigt taknemmelig!

Se og/eller skriv kommentarer

Fordomme kan bekæmpes

01/03/2016 Blog  Ingen kommentarer endnu

Blogindlæg af Johanne Lund-Ertel;

blogindlaegbillede_johannes

Det kan både være nemt og svært, at få stillet en diagnose. Nogle mennesker, fx børn, får sommetider stillet en diagnose uden reel udredning – så som ADHD – mens de mere tunge og komplekse diagnoser, som fx personlighedsforstyrrelser, synes at være svære at få stillet i psykiatrien.

At få stillet en diagnose kan nemt medføre en række konsekvenser – positive som negative. Fx kan man få særlige tilladelser, støtte og hjælp efter behov, tilbud om behandling osv. På den anden mindre positive side af sagen, bliver mange mødt med et hav af fordomme, oplever at diagnosen kommer til at stå som et stempel i panden, og lidelsen står printet ind i sygejournalen ofte for altid.

At blive mødt af en mur af fordomme, kan være rigtig svært. Hvad end fordommene og modstanden kommer fra kommunen, jobcentret, politikerne, den almene befolkning eller ens omgangskreds.

Der er dog måder at håndtere det fordomsfulde syn på, har jeg erfaring med. Der er ingen simpel og hurtig løsning, og det er et samfundsproblem overordnet set, men jeg vil anbefale nogle vinkler og metoder til at lette fordomme.

Vær åben: En måde at forsøge at komme tabuiseringen til livs, er ved ikke selv at behandle det som et tabu. Det betyder ikke, at du nødvendigvis skal stille dig op med en metaforisk megafon og skrige det ud til hele verden. Men det nytter heller ikke at behandle diagnosen som noget skamfuldt – for hvordan skal omgivelserne så tænke diagnosen anderledes?

Synet på diagnosen: At have en diagnose kan være svært for mange – men reelt er en diagnose jo blot en fællesbetegnelse for nogle symptomer, problematikker eller uhensigtsmæssige reaktioner. Den engelske side businessdictionary.dk definerer en diagnose sådan her: ”Identification of a condition, disease, disorder, or problem by systematic analysis of the background or history, examination of the signs or symptoms, evaluation of the research or test results”. Og husk; din diagnose er blot en del af dig – men den er ikke DIG.

Oplysning: At samle al den information du kan komme i nærheden af, er en rigtig god ide. Hvad end du er Borderline-ramt eller pårørende. Se efter bøger om emnet, sider på nettet om emnet så som www.borderlinenetvaerket.dk, www.netdoktor.dk, www.sind.dk eller www.psykiatrifonden.dk. Når du læser dig gennem siderne, vær kritisk og sammelign gerne kilder. Du kan evt. udprinte relevante sider og forklare dine pårørende om personlighedsforstyrrelsen. Forklar om dine symptomer og hvorfor du reagerer som du gør.

Forklaring – men ikke en undskyldning: Hvis man er svært ramt, kan livet være virkelig hårdt – men hvor svært det end må føles, må diagnosen aldrig blive til en undskyldning for vores reaktioner. Man kan nemt lande ud i at bortforklare alting med henvisning til diagnosen – men det er helt galt; diagnosen er ikke DIG.

Accept: Hvis man har svært ved at forlige sig med diagnosen, og ligesom fjerner sig fra de problematikker som diagnosen udgør, bliver det svært at udholde og gøre noget ved symptomerne. Og – man kan også sige; hvordan kan man forvente at samfundet ikke ser ned på én, hvis man selv gør det? Her er det en stor fordel at ACCEPTERE, at man har diagnosen og denne er en del af dig lige nu.

Det var mine råd – jeg håber du kan bruge dem til noget. Husk: Du kan få det bedre – og få et godt liv 🙂 Du er ikke alene …!

Se og/eller skriv kommentarer

Fra depressionsdiagnose til Borderline

01/03/2016 Blog  Ingen kommentarer endnu

Blogindlæg fra Nadia Line Kristensen;

blogindlaegbillede_nadias

For 5 år siden var jeg meget langt nede – så langt nede, at jeg kun kunne se selvmordet som løsning. Min kæreste på dét tidspunkt anede uråd, og bragte mig til psykiatrisk skadestue. Lægen stillede en række spørgsmål og bad mig kontakte min praktiserende læge. Min læge gav mig (igen igen) diagnosen depression.

Halvandet år senere spurgte min kæreste om jeg ville læse min e-journal. En mulighed som, på dét tidspunkt, ikke var så velkendt og brugt, som tilfældet er i dag. Jeg åbnede journalen og læste de mange ord. BUM – så fangede mine øjne ord om, at jeg var vurderet til at have Borderline-træk.

Jeg anede ikke hvad Borderline var, og jeg mærkede irritation over at ingen havde snakket med mig om de her træk. Og hvorfor var det ikke undersøgt videre? Hvorfor fik jeg kun meldingen, at det var en depression?

Årene frem efter førte fortsat ikke til andre diagnoser end depressivitet, og langsomt droppede jeg ud af alt i mit liv; jeg flyttede tilbage til mine forældre, droppede ud af min uddannelse, blev sygemeldt og levede efterhånden en dag ad gangen.

Selvmordstankerne tog til i mig, og endnu en gang blev det til en konsultation med min læge. Jeg fortalte ham, at jeg havde mistanke om Borderline, og denne gang fik jeg en henvisning til psykiatrien. Nu skete der noget; En uge efter kom jeg til samtale og lægen slog fast, at Borderline var min diagnose.

NU kunne jeg starte min rejse hen mod recovery …

I Borderlinenetværket oplever vi ofte medlemmer og brugere, som opdager diagnosen i sin e-journal. Tidligere var det ikke normalt, at man kunne læse hele sin journal via PC’en hjemme i stuen. Det blev det så for ca. 7 år siden, og BUM så var der et hav af mennesker, der pludselig kunne læse sig til beskrivelser og diagnoser som ikke var stillet til dem selv – men mere ment som notitser personalet i mellem. For mange Borderline-ramte, er diagnosen stillet tidligere men ikke givet til vedkommende – og det skyldes, at psykiatrien førhen opererede med en tankegang som gik på, at diagnosen Borderline helst ikke skulle meddeles den lidende, for så ville hun/han identificere sig for meget med diagnosen. Ydermere var der rigtig meget tvivl og manglende viden ift. Borderline, hvilket også betød at mange læger holdt tilbage med at give diagnosen. I dag er det heldigvis ved at vende – og mange får stillet diagnosen langt tidligere, end førhen.

Se og/eller skriv kommentarer

Mor har Borderline

08/02/2016 Blog  2 kommentarer

Blogindlæg fra Ann Rosengren Raundahl, medlem af Borderlinenetværket;

ann_rosengren_raundahl_med_soen

Da jeg fik stillet diagnosen Borderline i 2014, var jeg 34 år og havde to små børn på henholdsvis 10 mdr. og 3 år. Længe forinden havde jeg mærket til svære følelser, og tænkte at det nok var min depression som blussede op. Depressionen som min læge konstaterede i 2008.

Imidlertid eskalerede alting og jeg fik alvorlige selvmordstanker. Jeg blev henvist til et akutteam i min kommune, og efter få samtaler med sygeplejersker fra teamet, bragte de diagnosen Borderline på bordet. Jeg blev viderehenvist til en udredning i psykiatrien, som slog fast, at jeg havde en emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse – i daglig tale; Borderline.

Jeg husker da jeg blev mor for første gang, ventede jeg at opleve et hav af kærlighedsfølelser, skylle ind over mig. Mange i mine omgivelser havde berettet om en ubeskrivelig, vild og voldsom kærlighed der voksede sig frem straks barnet kom til verden. Jeg blev bare ikke ramt af alle de vilde følelser. Det føltes nærmere som om jeg lukkede følelserne i. Også tidligere har jeg oplevet hvordan jeg havde svært ved at blive rigtig forelsket og savne min familie, når jeg ikke var sammen med den. Ude af øje, ude af sind. Sådan kan man nok godt beskrive det.
Elskede jeg så ikke mine børn? Hvilken mor elsker ikke sine børn? Og hvorfor mærkede jeg ikke samme gennemtrængende kærlighed, som jeg havde hørt om fra andre?

Når jeg tænker tilbage på dengang jeg gik i mødregruppe, var det heller ikke nogen succes. Jeg følte at alting jeg gjorde, var forkert. Når jeg gav Mads-Emil en savle smæk på, spurgte de mig om jeg ikke var bange for at han blev kvalt. Lagde jeg ham i voksiposen, mente de han ville svede sig ihjel. Den slags eksempler fik mig til at tvivle på min rolle som mor.

Mads-Emil var en sund og glad baby, men mor var ked af det. Meget ked af det. Jeg fik mere og mere medicin, og da jeg endelig fik diagnosen Borderline var Malthe også kommet til. Havde jeg vidst, at jeg havde en svær personlighedsforstyrrelse, da vi planlagde at få børn, tror jeg at jeg havde valgt ikke at få børn – for hold nu op, hvor er det hårdt.

Jeg er sensitiv over for lyd, men man kan altså ikke bede en 2 årig og 4 årig om at være stille, for mor er lidt skidt i hovedet og trænger til ro, så når vi når hen til aftentide, er jeg helt blæst i mit hoved. Jeg små-snerrer når der bliver snakket til mig, kan næsten ikke høre hvad der bliver sagt til mig, og bliver voldsomt stresset af skrigende børn, gråd og konstante krav.

Jeg reagerer uhensigtsmæssigt over for børnene, råber og skælder ud og bagefter sidder vi alle tre på gulvet og græder. Mig helt ødelagt af gennemtrængende dårlig samvittighed, og føler mig overbevist om, at jeg har smadret mine børn psykisk. Og netop den dårlige samvittighed og reaktioner fra specielt Mads-Emil, gjorde at vi bad om hjælp i børnehave og vuggestue. Vi har hele tiden været meget ærlige omkring min diagnose, så pædagogerne kunne reagere hvis der var noget med børnene. I samarbejde med børnehaven og kommunen endte vi med at få aflastning hver anden weekend hos et dejligt ægtepar med tre store hjemmeboende børn, og de har taget imod os alle sammen med åbne arme. Udover aflastning får vi besøg 8 timer om ugen af en familiekonsulent og får PMTO undervisning (forældertræning) én gang om ugen.

I hverdagen har jeg dage hvor jeg når en hel masse og har rigtig meget overskud, men dagen efter kan jeg næsten ikke slæbe mig ud af sengen. Ofte brugte vi weekenderne til at få vasket tøj, ryddet op og handlet ind – og BUM så røg overskuddet til at være noget for børnene. Min mand arbejder fuld tid, samtidig har han mig at tage sig af og to børn – og det er ikke altid han har det store overskud til at svinge støvsugeren, når han har hentet børn, passet mig og handlet. Det var endnu en grund til at tage i mod aflastning. Han skulle ikke gå ned med stress.

At beslutte sig for at få sine børn i aflastning, er nok det sværeste jeg har gjort. Jeg var så bange for, at børnene ville knytte sig mere til aflastningsfamilien end os. At de netop ville kunne give vores børn den stabilitet og ro, som JEG ikke formåede. Tænk hvis de beholdt mine børn. Aflastningsfamilien viste sig dog, at være fantastisk involverende og søde – og de sendte ofte billeder og videoer af hvad de lavede med børnene. Det gør de stadig. Også sms’ere med ord om, at børnene savner os. Det er en stor hjælp og føles fantastisk.

Vi har lagt strategier for hvordan morgenerne skal være, så jeg ikke står med to børn alene mere – så det ikke lynhurtigt går fra at være en super morgen, til at jeg skælder ud, reagerer for skarpt på børnenes små-slåskampe og mig der generelt ikke kan magte situationen. Når jeg havner i en situation, hvor jeg får råbt ad børnene får jeg det rigtig svært efterfølgende – og det er i den slags situationer, at jeg kan ende ud i dystre tanker som; ”Jeg må forlade familien. Min mand må finde en normal kone som kan være stabil for børnene”. Jeg ved inderst inde godt, at min familie ikke vil miste mig – og jeg vil ikke miste dem. Men jeg er i stykker, igen og igen.

Fornylig besluttede jeg at skrive til Borderlinenetværkets formand. Det blev en længere korrespondance, som åbnede mine øjne på flere områder. Blandt andet gik det op for mig, at jeg mangler – rigtig meget – at få tilbudt et borderline-rettet terapiforløb. Et terapiforløb som kan samle mig, give mig retning og færdigheder, så jeg kan blive en stabil mor. En mor som kan rumme sine to børn – også midt i børnenes overtræthed, søskende-slåskampe og gråd.

Det gik også op for mig, at jeg har lukket ned for følelser. Jeg har, grundet oplevelser i min barndom, slukket for mange af mine følelser. I en sådan grad, at jeg ikke mærker dem ofte. Formentlig for at passe på mig selv. Tænk hvis jeg kan få åbnet for den dør, så jeg kan leve uden hæmninger og begrænsninger. GRIBE dét liv jeg har.

Læs Ann Rosengren Raundahls blog på http://www.frkdiva.blogspot.dk/

Se og/eller skriv kommentarer