Boganmeldelse: Livet tæt på – at være pårørende til et menneske med borderline eller psykopati

Livet tæt på – at være pårørende til et menneske med borderline eller psykopati
Forfatter: Pia Skadhede
Første udgave, 1. oplag, PsykiatriFondens Forlag, 2008

Livet tæt på er en bog skrevet til mennesker, der som pårørende har borderline eller psykopati tæt inde på livet.
Bogen er delt op i to dele, hvor hver diagnose bliver beskrevet. Samtidig er der er en kort gennemgang af forskning og behandlingsmetoder/muligheder vedrørende de respektive diagnoser. Herefter følger en del interviews med pårørende til mennesker med de to diagnoser. Der er både tale om tætte relationer og ”lette” relationer. Bogen afsluttes med gode råd til de pårørende og fagfolk.

Jeg vil starte med at sige, at jeg kun kan applaudere hensigten med denne bog. Der mangler god litteratur til pårørende, som har disse diagnoser indenfor ”rækkevidde”. Problemet er, efter min personlige mening, at dette ikke en specielt god bog til pårørende. Og her er grundene:

1. Bogen er sammensat af to dele. En borderline-del, og en psykopati-del. Men hvorfor har forfatteren fundet det nødvendigt at skrive en samlet bog om disse to diagnoser? For mig giver det et indtryk af, at forfatteren mener , at der er mange fællesnævnere mellem disse to diagnoser, og der må jeg erklære mig rivende uenig. En person med borderline er ikke psykopat, og en psykopat er ikke et menneske med borderline.

2. Interviews i bogen er alle udformet efter samme spørgsmålsrække. Dette fremgår af opstillingen. Det er der i og for sig ikke noget galt i, men man kan risikere, at så specifikke spørgsmål kan ende med at blive ledende. Det lugter lidt af spørgeskema, og heraf er jeg ikke fan. Billedet af disse mennesker bliver firkantet, og uanset diagnose, kan man ikke sættes ned i en kasse. Eller det burde man ikke kunne. Muligvis har forfatteren gerne villet gøre materialet lettilgængeligt. Men er det ikke lidt farligt, når vi snakker om litteratur, der omhandler noget så komplekst som menneskelige relationer?

3. Personligt synes jeg, at bogen maler et meget ensidigt syn på dét at være pårørende til et psykisk sygt menneske. Jeg er fuldstændig enig i, at det er hårdt arbejde for pårørende at have en psykisk syg i familien eller i omgangskredsen. Men det medfører vel ikke KUN smerte og opgivenhed?

Holdningen i bogen er en underlig størrelse. Det emmer lidt af : ”Hvor er det synd for dig, at du skal trækkes med det her syge menneske”.  Jeg er et menneske, der selv har borderline-diagnosen, men som formår at have gode relationer til mine venner og familie. Så bogens holdning stikker både i øjnene og hjertet. Ja, det er hårdt at være pårørende, men det er også hårdt at være syg? Hvor er de interviews med de syge, hvor de fortæller, hvordan de opfatter hverdagen? Hvor de fortæller om, hvad de gør for at holde relationen sund? Hvor er deres synspunkter i billedet? Forfatteren forklarer denne ensidighed med, at det er en bog med fokus på de pårørende, og at mennesker med borderline og psykopati sikkert ville kunne fortælle en helt anden historie (side 181 i bogen). Muligvis? Men ville det være så slemt? Ville det ikke være bedre at have hele billedet med?

Som sagt er jeg glad for, at der er en person, der har set det som sin opgave at skabe litteratur til pårørende. Når man står i sådan en situation, mangler man tit gode råd, støtte og/eller en følelse af ikke at være alene i verdenen. Jeg siger heller ikke, at hele bogen er spild af papir – men derimod at den skal læses med et gran salt (for at finde guldkornene). Og man bør ikke kun nøjes med denne bog! Suppler med anden litteratur, og TAL med den pårørende, der har givet dig anledning til at læse denne bog.

/Vicki S.