Kategori Blog

hvor længe har du været psykisk syg?

10/09/2019 Blog

Hvor længe har du været psykisk syg?

Det er et spørgsmål, der får mig til at krumme tæer. Selvom jeg efterhånden er kommet så langt i min recovery proces, at jeg sjældent mærker min borderline, er det som om at det er et spørgsmål der stadig slår mig tilbage til en sen aften i august 2015.

Den aften havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke ville være her længere, fordi det hele var for svært. Heldigvis havde jeg en lille snert at livsglæde der fik hjulpet mig en tur på skadestuen, hvor jeg bliver mødt at en flink og dygtig sygeplejerske. Hun kommer til at fungere som fastvagt, da jeg på det tidspunkt ikke kan indgå aftaler om at blive på afdelingen uden at lave selvskade, eller det der er værre. Det betyder, at vi kommer til at sidde i samme rum i nogle timer og vi begynder at sidde og snakke om løst og fast. Bl.a. hvad der går forud for indlæggelsen, mit liv indtil da osv.
Hun spørger nysgerrigt og interesseret, men efterhånden som jeg fortæller, undres hun over hvordan jeg kan sidde og se så rask ud og fortælle om de ting jeg gør. På et tidspunkt stiller hun et spørgsmål, der overraskende nok, rammer utrolig hårdt: ”Men Mia.. Hvor længe har du været psykisk syg? Du ser jo rask ud.”

Jeg tror ikke, at hun stillede spørgsmålet for bevidst at ramme mig, hvor det gjorde ondt – for hvor skulle hun vide fra, at jeg er så opmærksom på andres ordvalg, at jeg tager et ord som psykisk syg meget bogstaveligt? Jeg tror, og håber, at det er et spørgsmål hun stillede af uvidenhed og nysgerrighed, fordi hun ikke vidste bedre. Det kan også være hun stillede det fordi hun havde en forestilling om hvordan jeg som psykiatrisk patient burde se ud og agere. Jeg har ingen anelse – men spørgsmålet stoppede i hvert fald brat vores gode snak. Jeg lukkede fluks i som en østers, med ordene: ”Hvor længe har du været dårlig til dit arbejde?”

Jeg besluttede stille for mig selv, at hvis jeg en dag skulle komme ud på den anden side af min egen elendighed, så ville jeg gøre det til en mission at stoppe spørgsmål som det ovenstående.

Efterhånden som jeg gennem behandling har fået det bedre og har fået livsglæden tilbage, har jeg mange gange forklaret hvad det spørgsmål gør ved mig som menneske. Oplevelsen har været, at langt de fleste faktisk ikke tænker over, hvor ondt det kan gøre, når jeg igen og igen bliver gjort til en sygdom/lidelse, frem for et menneske med en sådan. For mig er der enorm stor forskel på at være borderliner og psykisk syg og så det at have borderline og leve med borderline. Jeg har på intet tidspunkt følt mig som min borderline. Bevares, den havde ret meget at sige på daværende tidspunkt. Men jeg har aldrig identificeret mig med den og brugt den som et jeg, for uanset hvor tom og identitetsløs jeg følte mig, kom det aldrig på tale at jeg ville bruge diagnosen som en identitet.  Jeg valgte derimod at give den et navn og sætte den op på venstre skulder, for at komme lidt på afstand af den label der blev knyttet til mit navn. Her kan den pænt sidde med mundkurv på og kun tale, når den kan bruges til guideline i livets store og små beslutninger. Og når den en sjælden gang viser sit ansigt, bliver den budt velkommen og får derefter pænt, men bestemt besked på at gå i seng igen.

Spørgsmålet omkring, hvorvidt jeg er psykisk syg møder jeg også tit i mødet med nye mennesker. Det er lidt som om, at vi som mennesker altid gerne vil vide, hvad hinanden laver til dagligt. Det er et nærmest uundgåeligt spørgsmål og jeg kan godt ønske mig, at de i stedet ville spørge mig om jeg har nogle interesser eller noget så simpelt som, hvad jeg er for et menneske. Så ville jeg kunne snakke og fortælle fra nu af og til juleaften. Når jeg så, som jeg har gjort fra start, fortæller at jeg i en periode har været sygemeldt fordi mit hoved ikke fungerer som andres, kommer spørgsmålet igen: ”Men Mia.. Hvor længe har du været psykisk syg? Du ser jo rask ud.”. Der sker for det meste det samme, som da jeg sad på skadestuen i 2015. Jeg lukker i som en østers og så stopper samtalen automatisk der.

Jeg ved ikke om det er mig, der tager den slags spørgsmål for nært. Jeg ved godt, at jeg er et menneske, der tænker meget konkret og bogstaveligt – til tider ganske ufleksibelt. Jeg tror bare at den slags, er med til at fastholde de fordomme der er imod mennesker med borderline – at vi er psykisk syge. Hvorvidt det er gældende, tænker jeg læger og eksperter har så mange meninger om, at det må være deres opgave at blive enige om det definitionsspørgsmål. Jeg ved bare, at jeg ikke på noget tidspunkt har været min borderline og aldrig har følt mig psykisk syg. Jeg har nok bare følt mig som et menneske med en diagnose, der har kæmpet en hvis del ud af bukserne for at blive set som netop et menneske, ikke en sygdom. Og selvom jeg får lyst til at tage en pude foran hovedet og skrige ned i den, når spørgsmålet dukker op, så har jeg også et stille håb om, at for hver gang jeg svarer på spørgsmålet med en forklaring, frem for at lukke i som en østers, da vil der blive længere mellem spørgsmålet: Hvor længe har du været psykisk syg.
Jeg øver mig stadig

• Mia.

Se og/eller skriv kommentarer

Hemmeligheden skal fortælles

18/01/2017 Blog

 

 

 

 

 

 

 

(Anonym skribent)

Jeg har en hemmelighed. En hemmelighed, der er så hemmelig, at den først for ganske nylig er blevet erkendt af det, der må være mit jeg, mit selv.

Men nu skal det ikke være en hemmelighed mere, for nu har jeg besluttet mig for at fortælle den til nogen, til jer. Jeg skammer mig rigtig meget over den, og den får mig til at føle mig håbløs og til tider komplet værdiløs og at skrive om den, er utroligt svært, men nu skal det gøres.

Nu skal det frem i lyset og deles med andre, som måske sidder med en lignende hemmelighed, eller som måske bare er nysgerrige. Først og fremmest skal det dog frem i lyset for at blive italesat, erkendt og accepteret af mig selv og for mig selv.

Jeg tror oprigtigt på, at jeg bukker helt under, hvis ikke min bevidsthed og viden om denne hemmelighed snart får mig til at foretage nogle andre og bedre valg for mig selv. I lang tid har jeg forsøgt at bilde mig selv ind, at da denne hemmelighed har været i mig – og med mig – siden 9 års alderen, vil jeg aldrig kunne blive ”kureret” for den, og så er det jo ligegyldigt at prøve på, at ændre tingene.

I dag ved jeg, at det er en forkert antagelse. Jeg skal bare vælge at tro på, at det ikke er ligegyldigt, og at jeg suverænt har retten til, og muligheden for, at ændre på de ting i mit liv, som ikke virker for mig. Når jeg tænker sådanne tanker eller læser dem her på skrift, virker det så idiotisk enkelt, at det næsten ikke er til at begribe, hvorfor det er så forbandet svært at gøre det i virkeligheden.

Min hemmelighed er ikke, at jeg er et individ med en emotionel personlighedsforstyrrelse af Borderline-typen. Dette har jeg nok været siden den tidlige barndom, så det er der masser af mennesker i min omgangskreds, som ved og har accepteret.

Hvad de derimod ikke ved og følgelig ikke kan acceptere, er, at jeg er et individ med en emotionel personlighedsforstyrrelse af Borderline-typen, som derudover også er narkoman og spiseforstyrret.

Sådan, nu står det der sort på hvidt. Det er ikke sådan, at jeg sidder med en nål i armen hver sjette time, må begå kriminalitet for at betale for mit forbrug, eller lever på gaden, men hele min dag er centreret om hvorvidt jeg nu har piller og/eller hash nok, hvor, hvornår og hvordan jeg kan skaffe mere, på hvilke tidspunkteraf dagen jeg kan tillade mig at være høj på, enten af det ene eller det andet præparat for at bedøve følelserne af skyld, skam og opgivenhed, som altid, altid er til stede i mig i større eller mindre grad.

Al den energi, som jeg i over to år næsten dagligt har brugt og stadig i højere grad bruger på at planlægge mit forbrug, gør naturligt nok at jeg sjældent har overskud, tid og lyst til mere adækvate og normale aktiviteter. At være social og nærværende i kontakten med venner og familie, er i forvejen i perioder en stor udfordring, når man har en emotionel personlighedsforstyrrelse, og at være narkoman i tilgift til dette gør ofte, at sociale aktiviteter føles meget ubehagelige for mig.

————————————-

Kl. er 7.34 og det er ca. fire måneder siden, at jeg skrev ovenstående. Mit misbrug er taget til i denne periode, og i dag har jeg på nuværende tidspunkt allerede indtaget en kvart joint, 2 Ketoganer, 2 Oxabenz 15 mg og to Alprazolam 0,25 mg. Dagen er dårligt nok startet, og jeg er allerede høj.

I forgårs undlod jeg at møde op på mit arbejde. Jeg brød helt sammen og græd stort set hele dagen, kunne ingenting. Min borderline-diagnose rummer også undvigelsesadfærd, og det er nok min største udfordring ift. at have en personlighedsforstyrrelse og passe et normalt 37 timers job.

At jeg ydermere lider af fibromyalgi og leddegigt, gør naturligvis jobsituationen sværere. Nu er jeg kommet dertil, hvor jeg trænger til en pause fra alle arbejdsmæssige/stressfremkaldende forhold for at finde mig selv igen. Det er min plan, at jeg vil genoptage kontakten med distriktspsykiatrien (hvor jeg ellers blev afsluttet ultimo november 2015 efter et DAT forløb), i håb om at få noget hjælp til at trappe ud af mine forskellige misbrug.

Det er interessant, at jeg faktisk bliver mere vred og frustreret, når jeg misbruger, end når jeg er sober. Jeg frygter ikke så meget at skulle gennem afvænning med abstinenssymptomer; dette har jeg flere gange klaret på egen hån. Dér hvor jeg virkelig forudser, at jeg bliver udfordret, er at forblive sober og ikke ty til piller, hash osv. når jeg keder mig, er rastløs eller deprimeret.

Her mangler jeg simpelthen vejledning, redskaber og viden om, hvordan jeg kan beskæftige mig selv, så jeg ikke så nemt bliver et ”offer” for mine impulser. Jeg er efterhånden nået dertil, hvor jeg må erkende, at jeg behøver hjælp til at komme ud af mine misbrug, så opgaven er nu at afsøge mulighederne i mit lokalområde.

Det gjorde jeg så på byens misbrugscenter og blev her tilknyttet en fast kontaktperson. Hun brændte mig dog af til et vigtigt møde angående substituering med Subotex, og jeg hørte aldrig fra dem igen.

Derfor blev jeg enormt sur og stædig og valgte selv at lægge mit efterhånden heftige misbrug af Ketoganer og benzodiazepiner fra mig. Jeg har ikke rørt Ketogan en eneste gang siden sidste weekend i september, og jeg savner dem heller ikke. Benzoer tager jeg stadig i perioder, dog slet ikke i samme mængder som førhen. Ligeledes har jeg droppet amfetamin, og jeg har skåret mine joints ned fra 4-7 dagligt til max to. Vi skriver i dag mandag aften d. 5/12-16, og klokken er 19.05. Jeg er glad for mine fremskridt, og jeg føler mig stærkere.

Se og/eller skriv kommentarer

I job igen

12/01/2017 Blog

Af: Karina Hansen

I job igen – VILDT …

Efter flere år væk fra arbejdsmarkedet, og undervejs intensiv deltagelse i et terapiforløb (mbt-forløb), er det stik mod statistikkens sprog lykkedes mig, at få en plads på arbejdsmarkedet igen. Jo jo … I hørte rigtigt! Jeg – tidligere Borderline-diagnosticeret – har landet et helt almindeligt arbejde igen på arbejdsmarkedet. Dette efter mere end 130 ansøgninger og en ihærdig motivation for, at komme i gang igen.

Under sidste jobsamtale, fortalte en læge på det pågældende hospital mig, at jeg ‘nok måtte droppe projektet’, for … (jeg citerer;) ‘Mennesker med Borderline kommer ikke ud på arbejdsmarkedet igen. De bliver max fleksjobber’.

Kære læge – du tog fejl …

Når det så er sagt, ved jeg godt, at MANGE mennesker med præcis den diagnose i baggagen, ikke får en kinamands chance. Og ja, jeg har hele fire veninder, som udelukkende tilbydes ulønnede praktikpladser. Det er jo så herligt uforpligtende for virksomhederne. Gennemførte selv to forløb af den slags. Hold da op, hvor jeg arbejdede – og håbede …

I DAG er det lykkedes mig, at få et arbejde som sygeplejerske påny. Jeg elsker mit fag …  og har arbejdet mange år som sygeplejerske, før jeg knækkede sammen. Stillingen er på 30 timer, og det fungerer rigtig fint for mig.

Klar til at høre mere vildt? …  Okay – jamen så kan jeg fortælle jer, at mine kolleger behandler mig som en helt almindelig medarbejder. Ingen sær-status, ingen afstandstagen, ingen undgåelsestaktikker og ingen hvisken i krogene. Jeg er bare MIG; Sygeplejersken Karina på afsnit A9, sammen med 10 andre sygeplejerske-kolleger. Jeg danser indeni mens jeg skriver det …………

I har nok gættet hvad mit blog-indlæg skal give fra sig. HÅB. HÅB og HÅB. Der er god grund til håb.

 

Se og/eller skriv kommentarer

Jeg blev en kriger …

04/12/2016 Blog

Af: Sara Aimi Christensen

”She’s been through hell and came out
 A warrior
You didn’t break her, daddy
You don’t know that
kind of power …”

Det er ca. 4 år siden, at jeg reelt blev til.

Underligt at tænke på, når min alder er 32 år. Jeg har to piger; én på 8 år og én på snart 12 år – og en dejlig kæreste, som jeg har kendt i snart 13 år.

For ca. 4 år siden, tog jeg mit livs største og vigtigste beslutning; Jeg valgte at leve mit liv uden min far. At fjerne ham ud af mit liv, èn gang for alle. Jeg gjorde mig fri af manipulation, psykisk terror, misbrug og vold.

Jeg blev til et langt mere selvstændigt menneske. Ville ikke længere leve som marionetdukke, og klippede snorene over.

Men det var også den hårdeste beslutning, jeg har truffet i mit liv. Det havde altid bare været ham og mig, og nu skulle jeg pludselig beslutte alting selv. Stå på egne ben.

Og som en baby, måtte jeg lære at kravle, og lære at gå. Selv.

Det resulterede i stor usikkerhed, og frustration over alting i livet –  og alt ved mig selv.

Jeg har altid haft en ikke-eksisterende identitetsfølelse. Jeg levede under min fars ord og lov.

Jeg har levet med psykisk såbarhed siden jeg var ganske lille, og som tiden gik, blev jeg mere og mere psykisk sårbar. Min far så det dog ikke. Han vidste altid bedre. Jeg kom ikke i behandling, og fik ikke hjælp. Jeg fik stillet diagnosen Borderline (og andre diagnoser) for blot et år siden.

I dag kæmper jeg mine kampe, både med at finde mig selv, deale med de oplevelser jeg har i baggagen, og lære om mine diagnoser – men jeg er her endnu. Mine odds var dårlige, ja … men min opvækst har gjort mig til en kriger. Og jeg lader mig aldrig skade på samme måde, igen.

Se og/eller skriv kommentarer

En vejleder hjalp mig ud af helvedet

02/03/2016 Blog  Ingen kommentarer endnu

Blogindlæg fra Christel Jensen;

Nu er det ikke fordi jeg mener at vide, hvad der kan hjælpe alle videre fra Borderline helvedet, hvor tilværelsen er styret af voldsomme følelser og reaktioner, men jeg ved hvad der gjorde en stor forskel for mig – og stadig gør en stor forskel i mit liv.

Jeg fik stillet diagnosen Borderline for knap 4 år siden. En diagnose som her 4 år senere fortsat er noget af et mysterium for mig. Gennem tiden har jeg ofte haft svært ved at forstå hvorfor jeg reagerede og tænkte, som jeg gjorde – men det har ikke skulle stoppe min vej ud af helvedet. Jeg ville gerne have et godt liv.

Første skridt i den rigtige retning, blev da jeg mødte min tidligere hjemmevejleder i 2011. Hun var også tilstede da jeg fik stillet diagnosen. Hurtigt mærkede jeg, at hun var en ildsjæl. Et menneske som brændte for dét hun lavede, holdt hvad hun lovede og var fyldt op af empati og forståelse.

I dag er jeg overbevist om, at min hjemmevejleder er én af de vigtige grunde til, at jeg er kommet så langt som jeg er.

Ikke at jeg underminerer min egen indsats. Jeg har knoklet og kæmpet for at få det bedre, ingen tvivl om det.

Jeg husker hvordan jeg i starten slet ikke ville have noget med min vejleder at gøre. Hun var sikkert bare endnu et menneske, som ville svigte mig. Hendes empati og engagement fik dog relativ hurtigt brudt mine barrierer ned. Hun lærte et menneske at kende, som på dét tidspunkt var cutter i en svær grad. Dvs. jeg skar mig selv på kroppen for at holde alting ud.

Jeg var meget bange for mennesker og for verden generelt. Bange for at åbne munden og blive hørt – og ved den mindste modgang, opgav jeg fuldstændig.

Da jeg flyttede i egen lejlighed, var der en hel ny verden jeg skulle lære at kende, og rumme. Jeg må indrømme, at jeg rodede voldsomt. Der var ikke meget system over mit hjem. Det hjalp min vejleder mig med, og introducerede et skema hvor på der stod hvad jeg skulle tage fat på, dag for dag.

Vi sammensatte også to skemaer ift. min selvskade, og trods jeg ofte ikke formåede at holde planen, oplevede jeg aldrig sure miner eller skuffelse fra min vejleder. Det rummede hun.

Cutting-skemaerne hjalp mig til at forstå hvad der satte gang i min trang. Pilene pegede ofte hen på mit livstraume – incest – og for første gang oplevede jeg et menneske, som lyttede indfølende når jeg fortalte om dengang det hele skete. Jeg følte mig rummet, forstået og troet på. Jeg husker hvordan jeg, inden jeg åbnede op for min incest-beretning, bad hende love mig at hun ikke ville forsvinde efterfølgende.

Efter nogle måneder, faldt min hjemmevejleder og brækkede benet – og i den periode hun var sygemeldt, fik jeg tildelt to andre hjemmevejledere. Det gik ikke så godt. Blandt andet sagde den ene vejleder til mig, at når jeg cuttede gik det jo blot udover mig selv, og at jeg ikke cuttede specielt dybt, så det var udelukkende for at få opmærksomhed. Hun rundede sin ord af med at sige, at det kunne jeg ligeså godt vide ikke havde den effekt på hende. Jeg ville ikke opnå mere opmærksomhed fra hende, af den grund.

Jeg valgte at skrive til vedkommende, at jeg ville forsøge at klare tingene selv, til min oprindelige vejleder var klar igen. Ordene om, at jeg ikke skar så dybt, fik mig desværre til at skære vældig dybt dagene efter.

Da min oprindelige vejleder vendte tilbage, var der noget ‘reparationsarbejde’ at gøre. Det havde sat sig sine spor, at have vejledere som ikke rummede mig og smed intentioner i mine sko, som jeg ikke genkendte.

I tiden fremad, opstod nogle perioder med sygemeldinger – og jeg mærkede en stor motivation for, at stoppe med at cutte mig selv. Min tanke var, at når min vejleder kom igen, skulle hun se et menneske som ikke længere cuttede. Hun skulle se resultatet af hendes anstrengelser. Jeg arbejdede meget fokuseret på det og kom langt.

BUM … så kom meldingen fra kommunen, at min vejleder ikke genoptog arbejdet. Min verden væltede …. Hvad nu? Kunne jeg mon klare mig uden hende? Kunne jeg fastholde mit stop af cutting?

Efter noget tid, valgte jeg at skrive et brev til min vejleder. Jeg forventede ikke et svar, men det var vigtigt for mig, at skrive til hende. Hun svarede mig, heldigvis! Det gjorde mig virkelig glad, og til den dag i dag har vi fortsat kontakt med hinanden. Dét at vi fortsat har kontakt, er guld værd for mig – og jeg kan stolt sige, at jeg i 2 år og 3 måneder ikke har selvskadet.

Kontrakterne, som jeg lavede sammen med min vejleder, hænger fortsat i mit hjem – og jeg overholder dem. Jeg er kommet så langt med mig selv, at når jeg har svære dage, falder jeg ikke helt sammen. Jeg rejser mig op igen, og bliver det ikke samme dag, så næste dag. Tanken om, at min vejleder har gjort så meget godt for mig, motiverer mig til at holde fast. Til at fortsætte …

Jeg ønsker for alle Borderline-ramte, at de møder så dedikeret og engageret et menneske som jeg mødte i min vejleder. Møder et menneske som tør rumme det Borderline-ramte menneskes følelsesstorme og forsvar, i sær i starten når relationen skal bygges op.

Jeg ved godt, at man kan lande ud i at blive alt for afhængig af så engageret et menneske. Det er selvfølgelig faren ved det – men så må man se på den afhængighed og arbejde sig videre derfra. Jeg klarede mig trods min vejleders stop … og de forskellige sygeperioder. Jeg brugte hendes skemaer, ord og dedikation til at trække mig op – og videre – når hun manglede.

Jeg vandt på relationen, ingen tvivl om det – og jeg er hende forevigt taknemmelig!

Se og/eller skriv kommentarer

Fordomme kan bekæmpes

01/03/2016 Blog  Ingen kommentarer endnu

Blogindlæg af Johanne Lund-Ertel;

Det kan både være nemt og svært, at få stillet en diagnose. Nogle mennesker, fx børn, får sommetider stillet en diagnose uden reel udredning – så som ADHD – mens de mere tunge og komplekse diagnoser, som fx personlighedsforstyrrelser, synes at være svære at få stillet i psykiatrien.

At få stillet en diagnose kan nemt medføre en række konsekvenser – positive som negative. Fx kan man få særlige tilladelser, støtte og hjælp efter behov, tilbud om behandling osv. På den anden mindre positive side af sagen, bliver mange mødt med et hav af fordomme, oplever at diagnosen kommer til at stå som et stempel i panden, og lidelsen står printet ind i sygejournalen ofte for altid.

At blive mødt af en mur af fordomme, kan være rigtig svært. Hvad end fordommene og modstanden kommer fra kommunen, jobcentret, politikerne, den almene befolkning eller ens omgangskreds.

Der er dog måder at håndtere det fordomsfulde syn på, har jeg erfaring med. Der er ingen simpel og hurtig løsning, og det er et samfundsproblem overordnet set, men jeg vil anbefale nogle vinkler og metoder til at lette fordomme.

Vær åben: En måde at forsøge at komme tabuiseringen til livs, er ved ikke selv at behandle det som et tabu. Det betyder ikke, at du nødvendigvis skal stille dig op med en metaforisk megafon og skrige det ud til hele verden. Men det nytter heller ikke at behandle diagnosen som noget skamfuldt – for hvordan skal omgivelserne så tænke diagnosen anderledes?

Synet på diagnosen: At have en diagnose kan være svært for mange – men reelt er en diagnose jo blot en fællesbetegnelse for nogle symptomer, problematikker eller uhensigtsmæssige reaktioner. Den engelske side businessdictionary.dk definerer en diagnose sådan her: ”Identification of a condition, disease, disorder, or problem by systematic analysis of the background or history, examination of the signs or symptoms, evaluation of the research or test results”. Og husk; din diagnose er blot en del af dig – men den er ikke DIG.

Oplysning: At samle al den information du kan komme i nærheden af, er en rigtig god ide. Hvad end du er Borderline-ramt eller pårørende. Se efter bøger om emnet, sider på nettet om emnet så som www.borderlinenetvaerket.dk, www.netdoktor.dk, www.sind.dk eller www.psykiatrifonden.dk. Når du læser dig gennem siderne, vær kritisk og sammelign gerne kilder. Du kan evt. udprinte relevante sider og forklare dine pårørende om personlighedsforstyrrelsen. Forklar om dine symptomer og hvorfor du reagerer som du gør.

Forklaring – men ikke en undskyldning: Hvis man er svært ramt, kan livet være virkelig hårdt – men hvor svært det end må føles, må diagnosen aldrig blive til en undskyldning for vores reaktioner. Man kan nemt lande ud i at bortforklare alting med henvisning til diagnosen – men det er helt galt; diagnosen er ikke DIG.

Accept: Hvis man har svært ved at forlige sig med diagnosen, og ligesom fjerner sig fra de problematikker som diagnosen udgør, bliver det svært at udholde og gøre noget ved symptomerne. Og – man kan også sige; hvordan kan man forvente at samfundet ikke ser ned på én, hvis man selv gør det? Her er det en stor fordel at ACCEPTERE, at man har diagnosen og denne er en del af dig lige nu.

Det var mine råd – jeg håber du kan bruge dem til noget. Husk: Du kan få det bedre – og få et godt liv 🙂 Du er ikke alene …!

Se og/eller skriv kommentarer

Fra depressionsdiagnose til Borderline

01/03/2016 Blog  Ingen kommentarer endnu

Blogindlæg fra Nadia Line Kristensen;

For 5 år siden var jeg meget langt nede – så langt nede, at jeg kun kunne se selvmordet som løsning. Min kæreste på dét tidspunkt anede uråd, og bragte mig til psykiatrisk skadestue. Lægen stillede en række spørgsmål og bad mig kontakte min praktiserende læge. Min læge gav mig (igen igen) diagnosen depression.

Halvandet år senere spurgte min kæreste om jeg ville læse min e-journal. En mulighed som, på dét tidspunkt, ikke var så velkendt og brugt, som tilfældet er i dag. Jeg åbnede journalen og læste de mange ord. BUM – så fangede mine øjne ord om, at jeg var vurderet til at have Borderline-træk.

Jeg anede ikke hvad Borderline var, og jeg mærkede irritation over at ingen havde snakket med mig om de her træk. Og hvorfor var det ikke undersøgt videre? Hvorfor fik jeg kun meldingen, at det var en depression?

Årene frem efter førte fortsat ikke til andre diagnoser end depressivitet, og langsomt droppede jeg ud af alt i mit liv; jeg flyttede tilbage til mine forældre, droppede ud af min uddannelse, blev sygemeldt og levede efterhånden en dag ad gangen.

Selvmordstankerne tog til i mig, og endnu en gang blev det til en konsultation med min læge. Jeg fortalte ham, at jeg havde mistanke om Borderline, og denne gang fik jeg en henvisning til psykiatrien. Nu skete der noget; En uge efter kom jeg til samtale og lægen slog fast, at Borderline var min diagnose.

NU kunne jeg starte min rejse hen mod recovery …

I Borderlinenetværket oplever vi ofte medlemmer og brugere, som opdager diagnosen i sin e-journal. Tidligere var det ikke normalt, at man kunne læse hele sin journal via PC’en hjemme i stuen. Det blev det så for ca. 7 år siden, og BUM så var der et hav af mennesker, der pludselig kunne læse sig til beskrivelser og diagnoser som ikke var stillet til dem selv – men mere ment som notitser personalet i mellem. For mange Borderline-ramte, er diagnosen stillet tidligere men ikke givet til vedkommende – og det skyldes, at psykiatrien førhen opererede med en tankegang som gik på, at diagnosen Borderline helst ikke skulle meddeles den lidende, for så ville hun/han identificere sig for meget med diagnosen. Ydermere var der rigtig meget tvivl og manglende viden ift. Borderline, hvilket også betød at mange læger holdt tilbage med at give diagnosen. I dag er det heldigvis ved at vende – og mange får stillet diagnosen langt tidligere, end førhen.

Se og/eller skriv kommentarer

Mor har Borderline

08/02/2016 Blog  2 kommentarer

Blogindlæg fra Ann Rosengren Raundahl, medlem af Borderlinenetværket;

Da jeg fik stillet diagnosen Borderline i 2014, var jeg 34 år og havde to små børn på henholdsvis 10 mdr. og 3 år. Længe forinden havde jeg mærket til svære følelser, og tænkte at det nok var min depression som blussede op. Depressionen som min læge konstaterede i 2008.

Imidlertid eskalerede alting og jeg fik alvorlige selvmordstanker. Jeg blev henvist til et akutteam i min kommune, og efter få samtaler med sygeplejersker fra teamet, bragte de diagnosen Borderline på bordet. Jeg blev viderehenvist til en udredning i psykiatrien, som slog fast, at jeg havde en emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse – i daglig tale; Borderline.

Jeg husker da jeg blev mor for første gang, ventede jeg at opleve et hav af kærlighedsfølelser, skylle ind over mig. Mange i mine omgivelser havde berettet om en ubeskrivelig, vild og voldsom kærlighed der voksede sig frem straks barnet kom til verden. Jeg blev bare ikke ramt af alle de vilde følelser. Det føltes nærmere som om jeg lukkede følelserne i. Også tidligere har jeg oplevet hvordan jeg havde svært ved at blive rigtig forelsket og savne min familie, når jeg ikke var sammen med den. Ude af øje, ude af sind. Sådan kan man nok godt beskrive det.
Elskede jeg så ikke mine børn? Hvilken mor elsker ikke sine børn? Og hvorfor mærkede jeg ikke samme gennemtrængende kærlighed, som jeg havde hørt om fra andre?

Når jeg tænker tilbage på dengang jeg gik i mødregruppe, var det heller ikke nogen succes. Jeg følte at alting jeg gjorde, var forkert. Når jeg gav Mads-Emil en savle smæk på, spurgte de mig om jeg ikke var bange for at han blev kvalt. Lagde jeg ham i voksiposen, mente de han ville svede sig ihjel. Den slags eksempler fik mig til at tvivle på min rolle som mor.

Mads-Emil var en sund og glad baby, men mor var ked af det. Meget ked af det. Jeg fik mere og mere medicin, og da jeg endelig fik diagnosen Borderline var Malthe også kommet til. Havde jeg vidst, at jeg havde en svær personlighedsforstyrrelse, da vi planlagde at få børn, tror jeg at jeg havde valgt ikke at få børn – for hold nu op, hvor er det hårdt.

Jeg er sensitiv over for lyd, men man kan altså ikke bede en 2 årig og 4 årig om at være stille, for mor er lidt skidt i hovedet og trænger til ro, så når vi når hen til aftentide, er jeg helt blæst i mit hoved. Jeg små-snerrer når der bliver snakket til mig, kan næsten ikke høre hvad der bliver sagt til mig, og bliver voldsomt stresset af skrigende børn, gråd og konstante krav.

Jeg reagerer uhensigtsmæssigt over for børnene, råber og skælder ud og bagefter sidder vi alle tre på gulvet og græder. Mig helt ødelagt af gennemtrængende dårlig samvittighed, og føler mig overbevist om, at jeg har smadret mine børn psykisk. Og netop den dårlige samvittighed og reaktioner fra specielt Mads-Emil, gjorde at vi bad om hjælp i børnehave og vuggestue. Vi har hele tiden været meget ærlige omkring min diagnose, så pædagogerne kunne reagere hvis der var noget med børnene. I samarbejde med børnehaven og kommunen endte vi med at få aflastning hver anden weekend hos et dejligt ægtepar med tre store hjemmeboende børn, og de har taget imod os alle sammen med åbne arme. Udover aflastning får vi besøg 8 timer om ugen af en familiekonsulent og får PMTO undervisning (forældertræning) én gang om ugen.

I hverdagen har jeg dage hvor jeg når en hel masse og har rigtig meget overskud, men dagen efter kan jeg næsten ikke slæbe mig ud af sengen. Ofte brugte vi weekenderne til at få vasket tøj, ryddet op og handlet ind – og BUM så røg overskuddet til at være noget for børnene. Min mand arbejder fuld tid, samtidig har han mig at tage sig af og to børn – og det er ikke altid han har det store overskud til at svinge støvsugeren, når han har hentet børn, passet mig og handlet. Det var endnu en grund til at tage i mod aflastning. Han skulle ikke gå ned med stress.

At beslutte sig for at få sine børn i aflastning, er nok det sværeste jeg har gjort. Jeg var så bange for, at børnene ville knytte sig mere til aflastningsfamilien end os. At de netop ville kunne give vores børn den stabilitet og ro, som JEG ikke formåede. Tænk hvis de beholdt mine børn. Aflastningsfamilien viste sig dog, at være fantastisk involverende og søde – og de sendte ofte billeder og videoer af hvad de lavede med børnene. Det gør de stadig. Også sms’ere med ord om, at børnene savner os. Det er en stor hjælp og føles fantastisk.

Vi har lagt strategier for hvordan morgenerne skal være, så jeg ikke står med to børn alene mere – så det ikke lynhurtigt går fra at være en super morgen, til at jeg skælder ud, reagerer for skarpt på børnenes små-slåskampe og mig der generelt ikke kan magte situationen. Når jeg havner i en situation, hvor jeg får råbt ad børnene får jeg det rigtig svært efterfølgende – og det er i den slags situationer, at jeg kan ende ud i dystre tanker som; ”Jeg må forlade familien. Min mand må finde en normal kone som kan være stabil for børnene”. Jeg ved inderst inde godt, at min familie ikke vil miste mig – og jeg vil ikke miste dem. Men jeg er i stykker, igen og igen.

Fornylig besluttede jeg at skrive til Borderlinenetværkets formand. Det blev en længere korrespondance, som åbnede mine øjne på flere områder. Blandt andet gik det op for mig, at jeg mangler – rigtig meget – at få tilbudt et borderline-rettet terapiforløb. Et terapiforløb som kan samle mig, give mig retning og færdigheder, så jeg kan blive en stabil mor. En mor som kan rumme sine to børn – også midt i børnenes overtræthed, søskende-slåskampe og gråd.

Det gik også op for mig, at jeg har lukket ned for følelser. Jeg har, grundet oplevelser i min barndom, slukket for mange af mine følelser. I en sådan grad, at jeg ikke mærker dem ofte. Formentlig for at passe på mig selv. Tænk hvis jeg kan få åbnet for den dør, så jeg kan leve uden hæmninger og begrænsninger. GRIBE dét liv jeg har.

Læs Ann Rosengren Raundahls blog på http://www.frkdiva.blogspot.dk/

Se og/eller skriv kommentarer

Borderline videoen, der eksploderede!

27/01/2016 Blog  En Kommentar

Blogindlæg af Sara-Louise Corns;

Min video gik viralt for 3 måneder siden, og på meget kort tid blev den nærmest emnet på de flestes læber. Nogle med mere positive stemmer, end andre. Mange vil jo mene, at når man har Borderline, så mangler man opmærksomhed og gerne vil gøre sig bemærket.

Jeg lavede videoen en sen torsdag aften, tænkt som en privat video kun for egne venner. Lynhurtigt begyndte flere i min omgangskreds at skrive til mig. Mange var i chok – sådan havde de aldrig forestillet sig, at jeg gik og havde det. 

Jeg blev opfordret af flere til at gøre min video offentlig. Efter lidt overvejelser sprang jeg ud i det, og indrømmet; uden at tænke over mulige konsekvenser, udfaldet og uden de store forventninger. Klokken var 18.30 og videoen havde trukket 266 views. Jeg sad og fulgte lidt med og så hvordan mine views steg brat time for time. Jeg var overvældet, lidt chokeret.. Lørdag morgen klokken 12.00 havde 500.000 mennesker set min video – og det fortsatte bare. Jeg var nået derud hvor jeg ikke længere kunne nå at stoppe det. Min indbakke var glohed. Jeg nåede til et punkt hvor jeg ikke kunne magte det mere, det blev for meget. Jeg faldt i søvn og sov 10 timer.

Da jeg vågnede, var det gået amok. På bare tre dage havde flere end 1.2 millioner mennesker set min video. Det var overvældende. I dag er tallet 1.6 millioner.

Så begyndte de negative kommentarer at rulle ind … Beskyldninger om, at jeg selv havde opfundet min diagnose, at jeg var en rigtig god skuespiller og meget mere, fløj om ørerne på mig. Jeg begyndte at tænke, at udgivelsen af videoen var en fejl – og flere gange brød jeg ud i anfald af raseri fordi jeg ikke kunne forsvare mig på nogen måde. 

Jeg fik en idè om, og et behov for, at smide et screenshot ind på de sociale medier af min e-journal som bevis, omend jeg reelt ikke følte det kunne være nødvendigt. Jeg blev sur, mest af alt fordi det ikke er lutter lagkage at have det sådan her hver dag. Personligt føler jeg, at jeg hver dag står på kanten af kløften, og ved den mindste bevægelse kan jeg ryge i afgrunden, og det kan være slut. Det er jo ikke noget vi leger, det her. Det er drøn alvorligt.

Så skete der noget; Jo mere jeg læste folks tilbagemeldinger, med ord om egne historier – jo mere gik det op for mig, at videoen havde hjulpet utroligt mange mennesker. Jeg begyndte at mærke, at jeg ikke længere satte fokus på Borderline kun for min egen skyld. Jeg blottede mig også for andres skyld.

Min familie og mine venner har været en kæmpe støtte for mig, men desværre er flere røget i svinget. Jeg har mistet mange. De føler ikke, at de kan magte alt det kaos der er i mit liv. Og jeg bebrejder dem ikke. Jeg havde nok også trukket mig.

OG … der er et stykke arbejde at gøre i forhold til viden og nuancering ift. Borderline. Det er blandt andet den seneste artikel i B.T. om personlighedsforstyrrelser, et godt eksempel på. En kæmpe overskrift smækker de op: ‘Sådan genkender du en psykisk ustabil’ – og flere troede at artiklen var skrevet på baggrund af min historie og video. Jeg så dog den unge piges opslag på Facebook, som havde kontaktet B.t. Jeg blev overrasket over at finde ud af, at pigen slet ikke har fået stillet diagnosen Borderline. Artiklens ordlyd mindede flere steder om udtalelser jeg selv var kommet med i medierne, så mange tænkte artiklen handlede om mig.

Det er virkelig træls, at jeg skal forsvare mig .. og fremstå som opmærksomhedskrævende. Før videoen var jeg bare Sara-Louise. Nu er jeg Sara-Louise med Borderline. Den ‘opmærksomhedssøgende, som bare vil være kendt’.

Jovist .. det kan både have sine fordele og sine ulemper, at blive et viralt hit. Men det har bestemt givet mig nogle tæsk. Nogle tæsk jeg med stolthed kan sige, at jeg har taget i mod, og gang på gang rejst mig igen og sagt: Jeg tager ikke længere tæskene kun for min egen skyld, men for andres også. Indlæggelse var på tale, da alting kørte op og jeg har mærket de sociale mediers kræfter. De sidder i mig endnu.

Til andre vil jeg sige: Tænk jer godt om inden I poster videoer eller andet af vigtighed for jer selv, på de sociale medier. Mærk efter om I er klar til evt. en viral storm. Det kan skade mere end det gavner.

Videon som fik en stribe medier til at kontakte Sara-Louise: https://www.facebook.com/100008340154868/videos/1649343215353668/

Se og/eller skriv kommentarer

Generalisere uden at stigmatisere?

13/11/2015 Blog  Ingen kommentarer endnu

Borderlinenetværkets rådgivningsleder Sabrina Jørgensen skriver om stigmatisering – og veje ud af selvsamme;

Kan man generalisere uden at stigmatisere?

Når en sygdom eller en lidelse skal forklares, debatteres, forstås eller undersøges, er der en tilbøjelighed til at generalisere. Dvs. der bliver lagt et fokus på det generelle ved lidelsen. Ved Borderline-lidelsen handler denne generalisering ofte om symptomer, adfærd, tanker og følelser. Det er vigtigt, at man kan sige noget generelt om Borderline, da det kan føre til en bedre forståelse af lidelsen, til brug for forskning i behandlingsmetoder osv. Der er dog en hårfin grænse mellem generalisering og stigmatisering, som jeg mener ofte bliver overset.

Goffman (1963) definerede stigmatisering som: ”en uønsket egenskab, der ofte får en form for overstatus, som overskygger alle personens andre egenskaber”. Når man taler om Borderline, vil selve Borderline-lidelsen og symptomerne hertil være de uønskede egenskaber. Personens andre egenskaber vil være alt det, som ligger udenfor denne lidelse. Det er derfor vigtigt, at Borderline ikke får en overstatus, som overskygger den borderline-lidendes andre egenskaber. Vigtigt at man ser hele mennesket.

Grænsen mellem generalisering og stigmatisering krydses ofte via den måde, vi taler om Borderline på. Grænsen krydses ofte uden man selv er opmærksom på det, og uden at man har ønsket at stigmatisere. Et par eksempler på stigmatisering ved forsøg på generalisering, kan ses i følgende udtalelser:

”Borderlinere er impulsive”
”Borderline-lidende kan ikke have stabile forhold til andre”

I den første udtalelse bruges ordet ”Borderlinere”. Borderline får dermed en markant overstatus, da Borderline bruges som en beskrivelse af det hele menneske. Mennesker med Borderline ér ikke Borderline – de ér ikke en personlighedsforstyrrelse, og de er dermed ikke ’Borderlinere’. De ér mennesker med en personlighedsforstyrrelse, fx Borderline. Ved at bruge sådanne udtryk som ’Borderlinere’, i sine forsøg på at generalisere, krydses grænsen og bliver til en stigmatisering. Borderline-lidelsen kommer, med andre ord, til at overskygge alle andre af personens egenskaber.

I begge ovenstående udtalelser, bliver symptomerne så og sige brugt til dannelsen af en stigmatisering, frem for blot til udtalelsen om en generalisering. En tendens. Et mønster.

Boderline-lidende er ikke nødvendigvis impulsive, og nogle kan godt have stabile forhold til andre. Udtalelserne kan være rigtige for nogle personer med Borderline, men når de udtales som ovenstående, bliver ordene stigmatiserende og ukorrekte. ET stort antal personer med Borderline pålægges nogle symptomer, som de ikke nødvendigvis har.

For at få stillet diagnosen Borderline, skal man opfylde diagnosekriterierne for en personlighedsforstyrrelse. Herudover skal man have mindst 5 symptomer, ud af 10 mulige, der karakteriserer Borderline. Rent matematisk vil der derved være over 256 mulige symptomkombinationer ift. en Borderline-diagnose. Så én person med borderline kan have symptomet ‘impulsivitet’, men ikke symptomet ‘ustabilitet ift. forhold’. En anden kan have præcis det omvendte symptombillede – og en tredje kan have nogle helt andre symptomer at bokse med.

Vi er dog så heldige, at vi selv kan undgå at bidrage til denne stigmatisering, uden de store anstrengelser. Det eneste vi skal gøre, er, at overveje vores formuleringer og udtalelser, når vi ønsker at sige noget generelt om Borderline og symptomer i den forbindelse. De ovenstående to udtalelser kan omformuleres med ganske få ekstra ord. De kunne fx lyde sådan her:

”Nogle personer med Borderline er impulsive”
”Flere Borderline-lidende kan have en tendens til ustabile forhold til andre”

Ved at droppe ord som ’Borderlinere’, husker vi at se det hele menneske, og ikke blot diagnosen. Borderline får dermed ikke den nævnte overstatus. Ved at huske at bruge ord som ’nogle’ og ’flere’, pålægger vi ikke en masse mennesker nogle symptomer eller egenskaber, som de muligvis ikke har. Ved at sige ’kan have en tendens til’ frem for ’kan ikke’, ’gør’ osv. – får symptomet eller egenskaben ikke en overstatus, da der dermed er rum til, at andre egenskaber også kan være til stede.

Så tilbage til spørgsmålet: Kan vi generalisere uden at stigmatisere? Ja, vi skal blot veje vores ord nøje … Vi skal være opmærksomme på forskellighederne blandt mennesker med Borderline, og endeligt skal vi huske på, at én egenskab kun er én egenskab blandt mange egenskaber.

Se og/eller skriv kommentarer