Den uendelige kamp

De fleste af os mennesker kender til det. De fleste af os oplever det dagligt, og de fleste af os kan slå det fra, eller bemærke det og rationelt reagere på det.

 

Den indre stemme, (eller som mange med borderline, kalder det; borderline-dyret eller borderlinemonstret);

 

Har man borderline er problemet at man ikke kan slå det fra – eller gøre ret meget andet end forsøge sit bedste for, at lade være med at lytte til det. Til sidst ender det dog ofte med, at man bliver nødt til at overgive sig, da det tager alt for mange kræfter at blive ved med at forsøge at undgå stemmen. Man kan vel sige, at når man har borderline er man tit styret af den indre stemme, hvilket giver sig til udtryk i eventuelle impulsive handlinger, depressioner, selvmordsforsøg og lign.

 

De sidste 24 timer har jeg forsøgt alt hvad jeg kunne for at lade være med at lytte, lade være med at lade mig påvirke af ting der i det hele taget ikke behøver at være rigtige. Den indre mistro og usikkerhed er rent brænde til bålet når det kommer til min indre stemme. Noget der føles så slemt ,at ikke nok med at det påvirker mine tanker til at jeg har utroligt svært ved at udføre de opgaver jeg burde, så påvirker det også min krop.

Maveproblemer, træthed og koncentrationsbesvær, og så på et tidspunkt, hvor det er så kritisk at jeg får svært ved at udføre de opgaver jeg burde. Alt sammen startet på grund af en strøtanke om hvad nu hvis… og så sidder man 24 timer efter og er stadig fuldstændig grød oveni, tristheden er voldsom, savnet endnu mere og rystelserne lige om hjørnet.

 

Det skal siges ,at jeg sjældent bliver ramt hårdt af borderline, det påvirker ikke rigtig tmin hverdag som sådan. Det er kun når jeg har følelser for en anden person og min mistro eller usikkerhed spiller mig et puds, og det må man sige er sket i det her tilfælde, desværre.

 

‘Stemmen’ er der altid, også for normale mennesker ligeså vel som for personer med borderline. Dog har vi det problem, at vi alt for tit risikerer at blive fanget af stemmen, ryge i en spiral af “dårlige” tanker på grund af det stemmen nu siger. Det er, som bloggen hedder, den uendelige kamp.

 

Du undrer dig sikkert over hvorfor jeg skriver denne blog, og der er egentlig ikke nogen videre grund, udover at forsøge at skrive ned, hvad det er der sker for et menneske med borderline –  imens oplevelsen er frisk og som et forsøg på at se om det rent faktisk hjælper at få skrevet oplevelsen ned. Man kan vel kalde det et forsøg på selvhjælp 😉

 

// WJ

9 tanker om “Den uendelige kamp”

Skriv et svar