Jeg har altid været meget socialt anlagt og egentlig fungeret godt i det. Da jeg var teenager var jeg knapt nok alene og jeg fungerede heller ikke i mit eget selskab.
Da jeg blev rigtig syg, vidste jeg ikke hvad jeg ville. Jeg var voksen og stor nok til at træffe mine egne beslutninger, men inderst inde var jeg ikke i stand til det. Havde brug for at nogen sagde “du skal det her”. Jeg følte at mit sind ufrivilligt fratog mig min ret til at agere selvstændigt og træffe vigtige beslutninger selv. Når nogen spurgte mig om vi skulle et eller andet “det bestemmer du” var svaret.
Og når jeg så var social med mennesker jeg holdte rigtig meget af, så var det som om at jeg var to forskellige personer. Min krop var sprudlende fuld af energi og kærlighed. Man var ikke i tvivl hvis man spurgte andre:
Det blev altid en god aften hvis jeg var i rummet. Og så rammer det.. ud af ingenting.
Trak mig pludselig socialt fra alting, sad i et hjørne og tænkte “jeg vil hjem, men jeg er nødt til at blive”. Opdigtede undskyldninger for at tage tidligere hjem eller slippe ud af en dyb samtale, jeg ikke kunne rumme i mit hoved. Hvad der få timer tidligere havde været kram, nærvær og gode stunder blev pludselig til berøringsangst, angst for at tale og følelsen af at mit mentale overskud ikke var det samme.
“Hvad er der galt” spurgte folk altid.
“Ingenting” svarede jeg og gav dem et falsk smil. “Jeg tænker bare”. Og tænke, det gjorde jeg. Faktisk tænkte jeg så meget at min hjerne nærmest løb et maraton. Jeg kunne sove i flere dage efter et socialt arrangement.
Der gik fra tid til anden længere tid mellem jeg viste mig til fester, koncerter og fødselsdage hos familien. Til sidst blev jeg ikke inviteret.
Det gjorde mig ked af det og sur. Jeg cuttede folk ud af mit liv for at ekskludere mig fra at være en del af fællesskabet som jeg i mange år havde opbygget.
Jeg lod som om at jeg ikke kendte dem når jeg mødte dem på gaden eller i supermarkedet. Forsøgte endda at undgå at sætte mig i en situation hvor jeg var tvunget til at have en samtale med dem.
Og i lang tid vaklede jeg sådan mellem at være udadvendt og social til at være indadvendt og asocial. Og det var ikke det menneske mit netværk kendte. Jeg var en fremmed.
Men langsomt byggede jeg det op igen. Det kom da min søn var 2 år.
Jeg var da jeg var gravid kommet ind i en gruppe for Single forældre.
Vi er spredt i alle landets byer og der kan faktisk gå længe før vi ser hinanden, men når vi ses, så er alting rigtig godt. Fuld at kram og nærvær. Selv er jeg yderst taknemmelig for at jeg har lært de mennesker at kende, for de kan noget helt specielt.
Da jeg så mødte S, gav alt pludselig mening.
S er introvert, vi har en lignende historie. Kommer fra det samme miljø og på trods af aldersforskel, så mærker vi det ikke. Vi har samme form for humor og hun har lært mig meget.
Begyndte at undre mig over at hun næsten aldrig svarede mig og pludselig så gjorde hun. Var begyndt at tro at det var mig der var noget galt med. Men det vendte sig igen. Hun aflyste aftaler, fandt på undskyldninger for ikke at hænge ud. Jeg vidste der var meget at kæmpe med i hendes liv, så slog det hen. Hun havde nok bare brug for ro.
Jeg husker en dag i foråret 2019 hvor vi havde en planlagt bytur. Havde set meget frem til det. Humøret var højt og vi grinede som aldrig før. Jeg føler mig hjemme i hendes nærvær!
Da vi sidder ved bordret og har en samtale om hver vores diagnose og de problematikker, så smider hun en bombe “jeg er introvert”. Min verden ramlede sammen og jeg sad bare der og lappede alle hendes ord til mig. Slugte dem en for en. Det hele i mit hoved snurrede rundt.
Var det det jeg havde kæmpet med?
Men jeg slog det hen, for jeg var jo blevet social og ekstrovert igen. Så det kunne det ikke være. Vi havde flere aftaler hvor hun aflyste og jeg fangede mig selv i at tænke “thank Lord jeg orker heller ikke i dag” og i perioder var det sådan.
Men hun har åbnet sig op og fortalt mig alle de her ting. Hun sætter ord på, jeg lytter og hun får alting til at give mening. Tog mig mod og sagde “sådan har jeg det også fra tid til anden”.
Jeg skrev en besked til hende efter ikke at have hørt fra hende længe. Jeg Bekræftede hende i at hun er en god mor, en god veninde og et godt menneske. Fortalte hende at hun betød enormt meget for mig og at jeg godt vidste at hendes til tider lange perioder med aflysninger osv, voldte problemer i hendes sociale liv, men at jeg forstod og at jeg rummede det.
Jeg kunne mærke på hende at hun ikke længere kommer med undskyldninger for ikke at hænge ud, eller aflyser. At hun ikke overholder telefonsamtaler som aftalt og at der kan gå flere uger uden at hun giver lyd fra sig.
Nu er et simpelt “jeg kan ikke rumme det” nok.
Og vi joker med det, enormt meget.
Tror at selvironi ofte er en god ting, at kunne grine over hvor tåbelig man selv føler sig, ofte er vejen til bedring. Men når S sætter ord på, så har jeg nemmere ved at kunne være i det selv og hjælpe hende fremover.
Så sent som for nogle uger siden blev jeg droppet af en mand jeg havde skrevet med. Hans mor er psykisk syg, hans eks er psykisk syg og han havde lovet sig selv at han ikke skulle hives ind i et sådan forhold igen. Han kunne mærke at kemien var så stærk mellem os at han ikke turde mødes med mig, af frygt for at udvikle følelser og ikke have sig selv med.
Jeg var egentlig ikke ked af det, men ringede til S for at have nogen at tale med. Aldrig er jeg blevet droppet på baggrund af min diagnose og jeg har aldrig lagt skjul på at jeg har borderline. Det har altid været en naturlig ting at nævne, for jeg spiller med åbne kort og jeg skammer mig ikke.
Da jeg ringede til S, kunne jeg mærke at tårerne pressede på. Jeg græd og undskyldte og i den anden ende kunne jeg mærke hvor meget omsorg der pludselig strømmede ud af S. Vi fik en god snak og det er her jeg bliver bekræftet i at trods vores både fælles og individuelle udfordringer i hverdagen, at så er hun vigtig at have. For S forstår mig og jeg forstår hende.
Lige for tiden er jeg enormt introvert.
Igår deltog jeg i min onkels 50 års fødselsdag og de første 2 timer var der liv og glade dage i haven. Vejret var godt og selskabet fantastisk, men så ramte det. Mit hoved blev fyldt og jeg valgte at zoome ind i mit eget lille univers og bare lukke af. Der var mange mennesker og mange samtaler at forholde sig til.
Da jeg kom hjem var jeg helt ør i hovedet og jeg kunne høre alle menneskernes stemmer i en ring om mit hoved.
I dag vil jeg bare have ro.
Har mentalt løbet en hel maraton.
Jeg arbejder i detailbranchen og er i kontakt med kunder hele dagen, så det passer mig fint at jeg kun skal forholde mig til min søn i hverdagen. Og når jeg så besøger forældre osv. så vil der være dage hvor jeg ikke taler så meget.
En af de dage er i dag.. jeg har brug for bare at være social på de sociale medier og ikke være social i det virkelige liv i dag.
Og igen, jeg vil gerne være social. Jeg ville ønske at jeg bare spontant kunne gøre mig klar til at skulle noget og så være på. Sandheden er at det er en kamp uden lige at skulle gå i bad, se nogenlunde præsentabel ud for at undgå folks spørgsmål om hvorvidt “du er okay” og så skulle forklare. Jeg vil ikke forklare, jeg kan ikke rumme det. Kan slet ikke forholde mig til det. Folks “jamen du behøver jo ikke gøre noget ud af dig selv” – jamen det gør jeg, for ellers ville du spørge mig om jeg er okay eller om noget er galt.
Og jeg er ikke okay. Jeg vil hjem. Jeg vil være alene. Jeg er ikke ked af det eller depressiv. Jeg har simpelthen bare ikke overskud til at skulle forholde mig til at være social i dag. Måske i morgen, men kun måske.
Og ved i hvad? Det er faktisk mere end okay at have det sådan.
Sara-Louise, borderline netværket.