En vejleder hjalp mig ud af helvedet

02/03/2016 Blog  Ingen kommentarer endnu

Blogindlæg fra Christel Jensen;

blogindlaegbillede_christeljensen

Nu er det ikke fordi jeg mener at vide, hvad der kan hjælpe alle videre fra Borderline helvedet, hvor tilværelsen er styret af voldsomme følelser og reaktioner, men jeg ved hvad der gjorde en stor forskel for mig – og stadig gør en stor forskel i mit liv.

Jeg fik stillet diagnosen Borderline for knap 4 år siden. En diagnose som her 4 år senere fortsat er noget af et mysterium for mig. Gennem tiden har jeg ofte haft svært ved at forstå hvorfor jeg reagerede og tænkte, som jeg gjorde – men det har ikke skulle stoppe min vej ud af helvedet. Jeg ville gerne have et godt liv.

Første skridt i den rigtige retning, blev da jeg mødte min tidligere hjemmevejleder i 2011. Hun var også tilstede da jeg fik stillet diagnosen. Hurtigt mærkede jeg, at hun var en ildsjæl. Et menneske som brændte for dét hun lavede, holdt hvad hun lovede og var fyldt op af empati og forståelse.

I dag er jeg overbevist om, at min hjemmevejleder er én af de vigtige grunde til, at jeg er kommet så langt som jeg er.

Ikke at jeg underminerer min egen indsats. Jeg har knoklet og kæmpet for at få det bedre, ingen tvivl om det.

Jeg husker hvordan jeg i starten slet ikke ville have noget med min vejleder at gøre. Hun var sikkert bare endnu et menneske, som ville svigte mig. Hendes empati og engagement fik dog relativ hurtigt brudt mine barrierer ned. Hun lærte et menneske at kende, som på dét tidspunkt var cutter i en svær grad. Dvs. jeg skar mig selv på kroppen for at holde alting ud.

Jeg var meget bange for mennesker og for verden generelt. Bange for at åbne munden og blive hørt – og ved den mindste modgang, opgav jeg fuldstændig.

Da jeg flyttede i egen lejlighed, var der en hel ny verden jeg skulle lære at kende, og rumme. Jeg må indrømme, at jeg rodede voldsomt. Der var ikke meget system over mit hjem. Det hjalp min vejleder mig med, og introducerede et skema hvor på der stod hvad jeg skulle tage fat på, dag for dag.

Vi sammensatte også to skemaer ift. min selvskade, og trods jeg ofte ikke formåede at holde planen, oplevede jeg aldrig sure miner eller skuffelse fra min vejleder. Det rummede hun.

Cutting-skemaerne hjalp mig til at forstå hvad der satte gang i min trang. Pilene pegede ofte hen på mit livstraume – incest – og for første gang oplevede jeg et menneske, som lyttede indfølende når jeg fortalte om dengang det hele skete. Jeg følte mig rummet, forstået og troet på. Jeg husker hvordan jeg, inden jeg åbnede op for min incest-beretning, bad hende love mig at hun ikke ville forsvinde efterfølgende.

Efter nogle måneder, faldt min hjemmevejleder og brækkede benet – og i den periode hun var sygemeldt, fik jeg tildelt to andre hjemmevejledere. Det gik ikke så godt. Blandt andet sagde den ene vejleder til mig, at når jeg cuttede gik det jo blot udover mig selv, og at jeg ikke cuttede specielt dybt, så det var udelukkende for at få opmærksomhed. Hun rundede sin ord af med at sige, at det kunne jeg ligeså godt vide ikke havde den effekt på hende. Jeg ville ikke opnå mere opmærksomhed fra hende, af den grund.

Jeg valgte at skrive til vedkommende, at jeg ville forsøge at klare tingene selv, til min oprindelige vejleder var klar igen. Ordene om, at jeg ikke skar så dybt, fik mig desværre til at skære vældig dybt dagene efter.

Da min oprindelige vejleder vendte tilbage, var der noget ‘reparationsarbejde’ at gøre. Det havde sat sig sine spor, at have vejledere som ikke rummede mig og smed intentioner i mine sko, som jeg ikke genkendte.

I tiden fremad, opstod nogle perioder med sygemeldinger – og jeg mærkede en stor motivation for, at stoppe med at cutte mig selv. Min tanke var, at når min vejleder kom igen, skulle hun se et menneske som ikke længere cuttede. Hun skulle se resultatet af hendes anstrengelser. Jeg arbejdede meget fokuseret på det og kom langt.

BUM … så kom meldingen fra kommunen, at min vejleder ikke genoptog arbejdet. Min verden væltede …. Hvad nu? Kunne jeg mon klare mig uden hende? Kunne jeg fastholde mit stop af cutting?

Efter noget tid, valgte jeg at skrive et brev til min vejleder. Jeg forventede ikke et svar, men det var vigtigt for mig, at skrive til hende. Hun svarede mig, heldigvis! Det gjorde mig virkelig glad, og til den dag i dag har vi fortsat kontakt med hinanden. Dét at vi fortsat har kontakt, er guld værd for mig – og jeg kan stolt sige, at jeg i 2 år og 3 måneder ikke har selvskadet.

Kontrakterne, som jeg lavede sammen med min vejleder, hænger fortsat i mit hjem – og jeg overholder dem. Jeg er kommet så langt med mig selv, at når jeg har svære dage, falder jeg ikke helt sammen. Jeg rejser mig op igen, og bliver det ikke samme dag, så næste dag. Tanken om, at min vejleder har gjort så meget godt for mig, motiverer mig til at holde fast. Til at fortsætte …

Jeg ønsker for alle Borderline-ramte, at de møder så dedikeret og engageret et menneske som jeg mødte i min vejleder. Møder et menneske som tør rumme det Borderline-ramte menneskes følelsesstorme og forsvar, i sær i starten når relationen skal bygges op.

Jeg ved godt, at man kan lande ud i at blive alt for afhængig af så engageret et menneske. Det er selvfølgelig faren ved det – men så må man se på den afhængighed og arbejde sig videre derfra. Jeg klarede mig trods min vejleders stop … og de forskellige sygeperioder. Jeg brugte hendes skemaer, ord og dedikation til at trække mig op – og videre – når hun manglede.

Jeg vandt på relationen, ingen tvivl om det – og jeg er hende forevigt taknemmelig!

Efterlad kommentar