Et liv i balance

En dag i Mias hoved, foråret 2015

Kl. 3.30: Så står vi op.
Kl. 3.45: I bad. Husk at gøre det i den rigtige rækkefølge, så det ikke skal gøres forfra. Jeg magter det simpelthen ikke. Gør det dog ordentligt første gang!
Kl. 5.45: Badet er overstået. I rigtig rækkefølge. Godt gået. Så er det morgenmad. Puha nej, det gider jeg faktisk ikke.
Kl. 7.00: Sko på. Husk, højre sko først! Åben døren med din venstre hånd. Gå ud ad døren med din højre fod først. Husk at tjek om døren er låst. Det skal tjekkes to gange, med din højre hånd naturligvis. Ja første fejl allerede. Forfra. Ind igen og gør det så ordentligt! Du kommer jo for sent, hvis du bliver ved med det pjat! Tag dig sammen.
Kl. 7.15: Skal være i klassen som den første, så jeg kan være sikker på at alt er som det skal være. Mit bord skal sprittes af, det samme skal de borde i nærheden af min plads. Kontakterne i lokalet skal sprittes af. Bordene skal stilles så jeg er sikker på, at folk ikke kan komme til at gå bagved min plads. Jeg skal kunne se dem hele tiden. Ellers sætter jeg mig bare helt op ad væggen. Og så skal jeg sidde og se morgenfrisk ud, når den første klassekammerat træder ind ad døren omkring kl. 7.40. God fornøjelse, Mia. Du har travlt!

I guder, hvor jeg dog hader pauserne. Hvordan kan jeg på en pæn måde fortælle at jeg ikke har lyst til at være social eller spise madpakke med de andre? Hmm, lad mig prøve: ”Nej ellers tak! Det frustrerer mig, at I trækker vejret. Det larmer. Og stop med at tygge Jeres mad. Det larmer. Lad for alt i verden være med at synke. Stop, bare stop – I LARMER!”. Arh. Det er jo ikke så pænt. ”Ellers tak, jeg er ikke sulten” Ja. Det var bedre og så smug spiser du dine mandler og rosiner inde i klassen i ro og mag, for ellers falder du ned af stolen i udmattelse, hvis ikke du får bare et eller andet ned.

Kl. 15.00: Fri og så skal der handles. Øv, magter det simpelthen ikke, men må jo hellere. Ind ad døren med højre fod først. Rør ved 5 varer og tag så den femte. Nå, kun fire mælk i dag. Jamen så må du undvære mælk. Sådan er det. Hvis ikke du gør det rigtigt, brænder du jo bygningen ned når du går ud af den. Det kan enhver idiot jo godt regne ud.
”Hva Mia, skal du med ud at spise på torsdag?” Nej ellers mange tak du, er du gal! Hvis ikke jeg får MINDST en uge til at forberede mig på det, så går det galt. Det der spontane halløj kan jeg simpelthen ikke være med til – men god fornøjelse!
Kl. 15.30: Hjemme i god behold. Jeg er rimelig sikker på at Fakta står der endnu. Ind ad døren med højre fod først. Nej Mia! Jeg sagde højre. Forfra. Hen til postkassen, tjek den. Og HUSK så det er højre fod ind ad døren først. Godt gået, du kan jo sagtens.
Kl. 16.00: Burde jeg tage noget at spise? Ja det burde jeg. Men jeg er træt og skal tidligt op, så det er sengetid! Du kan lige lave en hurtig salat, men husk at kog vandet to gange inden du skyller grøntsagerne. Nej. Det tager altså for lang tid. Jeg går i seng.
Kl. 21.00: Og godmorgen. Puha, er sulten. Lige en hurtig klap-sammen og så i seng igen.
Kl. 3.30: Så står vi op! NEJ! Jeg gider ikke. Har sovet af lort, mareridt så det halve kunne være nok. Nå, masken på Mia. Og så fortsætter du med 180 km/t uden at de opdager noget. Du kan sove når du bliver gammel!

En dag i Mias hoved, 2019 & 2020

Kl. 5.00: Nej godmorgen Mia. Har du sovet godt? Jo tak, ganske fortrinligt. Uret ringer altså ikke før kl. 6, men du kan da starte dagen med mindfulness.
Kl. 6.00: Så, ud under bruseren. 15 min, bum så er det overstået. På med tøjet, tjek nyheder og slap af indtil du skal ud ad døren.
Kl. 7.00: Nå, skulle du ikke nyde det gode vejr og gå op til bussen lidt tidligere. Så kan du få en god start på dagen. Ingen stress og så kan du lige mentalt forberede dig på, hvad du skal i dag. Godt. Skole til kl. 15.55, jamen det er en god lang dag. De er nu ret flinke mine medstuderende. Jeg tror næsten jeg har fået rollen som klassens pensionist, med den sjove fynske dialekt. Jeg er blevet kaldt værre og jeg synes det er sjovt. Det må de gerne holde fast i.
Men altså. Jeg er også bare Mia. De kender ikke min historie, de kender ikke mit vanvittige hoved og mærkelige krøllede hjerne. Nogle ved noget, andre ved ikke andet end at min hjerne fungerer anderledes end andres. Og det er faktisk helt okay. Der er ingen der stiller spørgsmålstegn ved noget. Jeg kan være lige præcis den jeg har lyst til. Gud hvor er det dog befriende, bare at være. Mig… Det har jeg aldrig prøvet før!
Kl. 8.00: ”Godmorgen! Skal du med i kantinen og have noget morgenmad?” Jeg tror sørme jeg snupper en god kop te med. Ja og det der æble også. Har du en elkedel? Nårh nej. Never mind. Hov hov hjerne, husk dit wise-mind. Du ved godt at der ikke er nogen grund til at koge vandet først. Skyld æblet, som du ved er rigtigt og så er det fint.
Kl. 11.55: Frokosttid. Hold lige en plads for mig, så kommer jeg om to sek., skal lige have pakket sammen. Ja ja, spiser da naturligvis sammen med de andre.
”Hva’ Mia. Skal du med ud at hygge i aften?” – ”Ja da. Skal lige hjem og vende, så kommer jeg ned!”. Jeg ELSKER at være spontan.!
Kl. 15.55: Lige en times penge, så er jeg hjemme. Burde egentlig læse, men lige i dag har jeg faktisk sagt ja til at være lidt social. ”Kommer om et par timer, skal jeg have noget med?” Nåh, bare mig selv. Det tror jeg godt lige at jeg kan klare!
Kl. 23.00: Home sweet home. Det har da været en MEGA god dag. For saten jeg hygger mig i selskab med gode mennesker. Skidt med at jeg er lidt stille – til gengæld har jeg nogle guldkorn og dem skal man ikke tage fejl af.
Kl. 23.45: Mindfulness inden sengetid. Skulle jeg tage en kropsscanning her til aften? Synes der har været så mange indtryk og jeg har været meget på. Ja, god idé. Det kan jeg mærke at jeg har brug for.
Kl. 1.00: Nå, mon ikke jeg skulle tage at få noget søvn. I morgen er en ny fantastisk dag i mit skønne liv. Meen, 4-5 timers søvn går i et par dage. Pas lige på at det ikke bliver til en vane, for det ved du godt at du ikke kan holde til. Ja du har ret Mia. Det er så godt, at du husker at mærke efter! Du gør det godt! Godnat og sov fantastisk.

I 2015 planlagde jeg mine dage ned til absolut mindste detalje, uden plads til afvigelse. Jeg kunne på minuttet fortælle hvad jeg skulle næste minut. Alligevel havde jeg aldrig tid til det jeg skulle og var altid bagud. Jeg kunne blive væltet fuldstændig omkuld, hvis der opstod pludselige forandringer. Og med pludselige forandringer, mener jeg faktisk hvis planer blev ændret med under en uge til de var planlagte. Forestil Jer så dag-til-dag ændringer. De var startskuddet til et raserianfald der varede et par dage. Jeg var konstant på mentalt overarbejde. Dels måtte ingen finde ud af at jeg led af h til. Ingen måtte vide, at jeg på det tidspunkt var ved at knække. Jeg levede i et helvede af borderline og OCD, i en så stor og usund pærevælling, at det indenfor ganske få måneder fik mig til at knække og ramme bunden totalt!
Kigger jeg så på 2019 og 2020 kan jeg mere eller mindre stå op uden en reel plan for dagen, andet end jeg har en uddannelse der skal passes. Udover det, har jeg ingen planer. Jeg studerer på fuld tid, bruger mellem 40-50 timer om ugen på undervisning og materialet, for jeg ved at jeg skal bruge længere tid end hvad jeg skulle tidligere. Min hjerne har været på overarbejde i så mange år, at den ikke kan finde ud af det længere. Og heldigvis for det. Mit totale meltdown har lært mig at der absolut ikke er noget prestige i at kunne multitaske. Det er for mig et totalt misforstået begreb. I stedet er jeg mega stolt af, at jeg kan mono-taske (hvis det da overhovedet er et ord). Jeg gør én ting ad gangen og jeg gør den færdig. Jeg har ikke den bedste hukommelse eller koncentrationsevne. Jeg har ingen problemer med at have mange bolde i luften, så længe jeg husker at være bevidst om, hvad de enkelte bolde betyder og jeg får skrevet ned undervejs. Jeg trives faktisk med at have lidt travlt og være lidt presset.
Jeg kan passe mit studie, tage en spontan hyggeaften med nogle medstuderende til en gang UNO. Jeg kan bruge en halv time på at tage ned til en god veninde, uden at jeg føler det er et problem. For hvis jeg ikke lige når at læse til i morgen, så er det jo ikke verdens undergang. Hvis jeg ikke lige får det hele med, så kan jeg spørge min studiegruppe, som står på spring for at hjælpe mine små grå på vej, hvis jeg ikke lige forstår stoffet. Folk hjælper faktisk hinanden, fuldstændig uselvisk – det er også meget nyt.
Så længe jeg husker at min lørdag er forbudt område til noget der bare minder om studie, har jeg skabt en fin balance. Jeg skal have min ugentlige fridag. Nogle uger har jeg brug for mere end den ene fridag – og så tager jeg mig den ekstra fridag. For på den lange bane, er det langt mere effektivt at gøre det sådan. Hellere køre livet inde i inder sporet, hvor jeg kan nyde udsigten og nøjes med at køre 80 km/t, end at ligge ude i overhalingsbanen med speederen i bund og være et splitsekund fra at køre galt.

Hvordan pokker kom jeg så hertil?
Tjoh. Jeg ramte bunden med 180 km/t og blev liggende. Længe, meget længe. Jeg havde ondt af mig selv og jeg forstod ikke mig selv. Jeg vidste, at der var ting, der forhindrede mig i at få det bedre og magtede ikke selv at gøre noget ved det.
MEN!
Så mødte jeg de rigtige mennesker. Jeg mødte systemet, der tog imod med åbne arme. De tog imod mig som et menneske, ikke som en besværlig galning, der bare ville have opmærksomhed. Jeg fik den rigtige hjælp.
Og så blev jeg mødt med sætninger som: ”Det er jo dit eget ansvar, om du vælger at tage imod hjælpen eller ej”, ”Mia, jeg er ikke sikker på at du overlever dit eget hoved”, ”Nu siger du jo selv, at meningen med livet er at reproducere sig selv. Er vi så enige om, at du har en ret vigtig opgave, som du endnu ikke har udført?”.
Og jeg burde hedde Rasmus Modsat til mellemnavn, for jo mere de bad mig om at give op eller stoppe med at have så forbandet ondt af mig selv, jo mere blev det min mission at modbevise dem. For jo, jeg skulle vise overlægen at jeg nok skulle overleve mit eget hoved. Jeg skulle vise dem, at jeg kunne klare mig selv. Og alt imens jeg ville modbevise dem fik jeg det faktisk bedre. Helt ubemærket såede de en masse frø i mit sind, der blev til små succeser, der blev til håb, som til sidst blev til at jeg kunne få den rigtige behandling. Og nu, 5 år efter, forfølger jeg en gammel drøm og er fuldtidsstuderende. Jeg har betydningsfulde mennesker i mit liv. Jeg får lov at udfolde mig kreativt, jeg skriver mine tanker ned på en ny og meget anderledes måde. For hvor de før var plaget af modløshed og opgivelse, kan jeg nu skrive om håb og glæde. Om benhårdt arbejde, der belønner sig i sidste ende.
Hvor er jeg dog taknemmelig for, at jeg mødte de rigtige mennesker og jeg er taknemmelig for, at jeg er en stædig satan, for ellers var jeg nok ikke kommet så langt.
Jeg lever faktisk fuldstændig normalt, hvad det så end betyder. Det eneste jeg ikke helt gør som de fleste andre, er at jeg vælger at leve alene. Det fungerer for mig, for nu. Så længe jeg stadig er ved at lære mig selv at kende som et helt og forbundet menneske, er det svært at lukke et andet menneske helt ind. For mig er det i hvert fald.
Hvis der er noget min hjerne stadig ikke helt kan finde ud af, så er det at stole på andre mennesker og knytte mig til dem. Der er lige et stykke vej derhen endnu, hvor andre mennesker helt og aldeles bliver lukket ind i Mias forunderlige univers og det er okay. Alting til sin tid.

Den største lighed mellem Mia anno 2015 og Mia anno 2020 er, at jeg snakker med mig selv. Det er underholdende og giver til tider nogle yderst interessante diskussioner.

At have et meningsfuldt liv i balance har været benhårdt arbejde og det er dagligt et benhårdt stykke arbejde. Hvor mange andre kan holde fri, når de kommer hjem, er jeg på arbejde 24/7/365. Hvis ikke jeg er på arbejde og lever en mindful tilværelse, risikerer jeg at falde tilbage i rutinen som ikke er sund for mig. Ikke at jeg lander på bunden igen, det er jeg ret sikker på ikke kan lade sig gøre – ikke længere. Og ærlig talt, så har jeg uden tvivl det fedeste arbejde og jeg står sprudlende glad op om morgenen og glæder mig til hvad dagen bringer. Jeg gider ikke planlægge ned på minuttet mere, det tager alt for meget energi, som jeg i stedet kan bruge på det jeg elsker aller mest – at nyde mit liv – et liv i balance!  

– Mia.