En dag i Mias hoved, foråret 2015
Kl. 3.30: Så står vi op.
Kl. 3.45: I bad. Husk at gøre det i den rigtige rækkefølge, så det ikke skal
gøres forfra. Jeg magter det simpelthen ikke. Gør det dog ordentligt første
gang!
Kl. 5.45: Badet er overstået. I rigtig rækkefølge. Godt gået. Så er det
morgenmad. Puha nej, det gider jeg faktisk ikke.
Kl. 7.00: Sko på. Husk, højre sko først! Åben døren med din venstre hånd. Gå ud
ad døren med din højre fod først. Husk at tjek om døren er låst. Det skal
tjekkes to gange, med din højre hånd naturligvis. Ja første fejl allerede.
Forfra. Ind igen og gør det så ordentligt! Du kommer jo for sent, hvis du
bliver ved med det pjat! Tag dig sammen.
Kl. 7.15: Skal være i klassen som den første, så jeg kan være sikker på at alt
er som det skal være. Mit bord skal sprittes af, det samme skal de borde i
nærheden af min plads. Kontakterne i lokalet skal sprittes af. Bordene skal
stilles så jeg er sikker på, at folk ikke kan komme til at gå bagved min plads.
Jeg skal kunne se dem hele tiden. Ellers sætter jeg mig bare helt op ad væggen.
Og så skal jeg sidde og se morgenfrisk ud, når den første klassekammerat træder
ind ad døren omkring kl. 7.40. God fornøjelse, Mia. Du har travlt!
I guder, hvor jeg dog hader pauserne. Hvordan kan jeg på en pæn måde fortælle
at jeg ikke har lyst til at være social eller spise madpakke med de andre? Hmm,
lad mig prøve: ”Nej ellers tak! Det frustrerer mig, at I trækker vejret. Det
larmer. Og stop med at tygge Jeres mad. Det larmer. Lad for alt i verden være
med at synke. Stop, bare stop – I LARMER!”. Arh. Det er jo ikke så pænt.
”Ellers tak, jeg er ikke sulten” Ja. Det var bedre og så smug spiser du dine
mandler og rosiner inde i klassen i ro og mag, for ellers falder du ned af
stolen i udmattelse, hvis ikke du får bare et eller andet ned.
Kl. 15.00: Fri og så skal der handles. Øv,
magter det simpelthen ikke, men må jo hellere. Ind ad døren med højre fod
først. Rør ved 5 varer og tag så den femte. Nå, kun fire mælk i dag. Jamen så
må du undvære mælk. Sådan er det. Hvis ikke du gør det rigtigt, brænder du jo
bygningen ned når du går ud af den. Det kan enhver idiot jo godt regne ud.
”Hva Mia, skal du med ud at spise på torsdag?” Nej ellers mange tak du, er du
gal! Hvis ikke jeg får MINDST en uge til at forberede mig på det, så går det
galt. Det der spontane halløj kan jeg simpelthen ikke være med til – men god
fornøjelse!
Kl. 15.30: Hjemme i god behold. Jeg er rimelig sikker på at Fakta står der
endnu. Ind ad døren med højre fod først. Nej Mia! Jeg sagde højre. Forfra. Hen
til postkassen, tjek den. Og HUSK så det er højre fod ind ad døren først. Godt
gået, du kan jo sagtens.
Kl. 16.00: Burde jeg tage noget at spise? Ja det burde jeg. Men jeg er træt og
skal tidligt op, så det er sengetid! Du kan lige lave en hurtig salat, men husk
at kog vandet to gange inden du skyller grøntsagerne. Nej. Det tager altså for
lang tid. Jeg går i seng.
Kl. 21.00: Og godmorgen. Puha, er sulten. Lige en hurtig klap-sammen og så i
seng igen.
Kl. 3.30: Så står vi op! NEJ! Jeg gider ikke. Har sovet af lort, mareridt så
det halve kunne være nok. Nå, masken på Mia. Og så fortsætter du med 180 km/t
uden at de opdager noget. Du kan sove når du bliver gammel!
En dag i Mias hoved, 2019 & 2020
Kl. 5.00: Nej godmorgen Mia. Har du sovet
godt? Jo tak, ganske fortrinligt. Uret ringer altså ikke før kl. 6, men du kan
da starte dagen med mindfulness.
Kl. 6.00: Så, ud under bruseren. 15 min, bum så er det overstået. På med tøjet,
tjek nyheder og slap af indtil du skal ud ad døren.
Kl. 7.00: Nå, skulle du ikke nyde det gode vejr og gå op til bussen lidt
tidligere. Så kan du få en god start på dagen. Ingen stress og så kan du lige
mentalt forberede dig på, hvad du skal i dag. Godt. Skole til kl. 15.55, jamen
det er en god lang dag. De er nu ret flinke mine medstuderende. Jeg tror næsten
jeg har fået rollen som klassens pensionist, med den sjove fynske dialekt. Jeg
er blevet kaldt værre og jeg synes det er sjovt. Det må de gerne holde fast i.
Men altså. Jeg er også bare Mia. De kender ikke min historie, de kender ikke
mit vanvittige hoved og mærkelige krøllede hjerne. Nogle ved noget, andre ved
ikke andet end at min hjerne fungerer anderledes end andres. Og det er faktisk
helt okay. Der er ingen der stiller spørgsmålstegn ved noget. Jeg kan være lige
præcis den jeg har lyst til. Gud hvor er det dog befriende, bare at være. Mig…
Det har jeg aldrig prøvet før!
Kl. 8.00: ”Godmorgen! Skal du med i kantinen og have noget morgenmad?” Jeg tror
sørme jeg snupper en god kop te med. Ja og det der æble også. Har du en
elkedel? Nårh nej. Never mind. Hov hov hjerne, husk dit wise-mind. Du ved godt
at der ikke er nogen grund til at koge vandet først. Skyld æblet, som du ved er
rigtigt og så er det fint.
Kl. 11.55: Frokosttid. Hold lige en plads for mig, så kommer jeg om to sek.,
skal lige have pakket sammen. Ja ja, spiser da naturligvis sammen med de andre.
”Hva’ Mia. Skal du med ud at hygge i aften?” – ”Ja da. Skal lige hjem og vende,
så kommer jeg ned!”. Jeg ELSKER at være spontan.!
Kl. 15.55: Lige en times penge, så er jeg hjemme. Burde egentlig læse, men lige
i dag har jeg faktisk sagt ja til at være lidt social. ”Kommer om et par timer,
skal jeg have noget med?” Nåh, bare mig selv. Det tror jeg godt lige at jeg kan
klare!
Kl. 23.00: Home sweet home. Det har da været en MEGA god dag. For saten jeg
hygger mig i selskab med gode mennesker. Skidt med at jeg er lidt stille – til
gengæld har jeg nogle guldkorn og dem skal man ikke tage fejl af.
Kl. 23.45: Mindfulness inden sengetid. Skulle jeg tage en kropsscanning her til
aften? Synes der har været så mange indtryk og jeg har været meget på. Ja, god
idé. Det kan jeg mærke at jeg har brug for.
Kl. 1.00: Nå, mon ikke jeg skulle tage at få noget søvn. I morgen er en ny
fantastisk dag i mit skønne liv. Meen, 4-5 timers søvn går i et par dage. Pas
lige på at det ikke bliver til en vane, for det ved du godt at du ikke kan
holde til. Ja du har ret Mia. Det er så godt, at du husker at mærke efter! Du
gør det godt! Godnat og sov fantastisk.
I 2015 planlagde jeg mine dage ned til absolut
mindste detalje, uden plads til afvigelse. Jeg kunne på minuttet fortælle hvad
jeg skulle næste minut. Alligevel havde jeg aldrig tid til det jeg skulle og
var altid bagud. Jeg kunne blive væltet fuldstændig omkuld, hvis der opstod
pludselige forandringer. Og med pludselige forandringer, mener jeg faktisk hvis
planer blev ændret med under en uge til de var planlagte. Forestil Jer så
dag-til-dag ændringer. De var startskuddet til et raserianfald der varede et
par dage. Jeg var konstant på mentalt overarbejde. Dels måtte ingen finde ud af
at jeg led af h til. Ingen måtte vide, at jeg på det tidspunkt var ved at
knække. Jeg levede i et helvede af borderline og OCD, i en så stor og usund
pærevælling, at det indenfor ganske få måneder fik mig til at knække og ramme
bunden totalt!
Kigger jeg så på 2019 og 2020 kan jeg mere eller mindre stå op uden en reel
plan for dagen, andet end jeg har en uddannelse der skal passes. Udover det,
har jeg ingen planer. Jeg studerer på fuld tid, bruger mellem 40-50 timer om
ugen på undervisning og materialet, for jeg ved at jeg skal bruge længere tid
end hvad jeg skulle tidligere. Min hjerne har været på overarbejde i så mange
år, at den ikke kan finde ud af det længere. Og heldigvis for det. Mit totale
meltdown har lært mig at der absolut ikke er noget prestige i at kunne multitaske.
Det er for mig et totalt misforstået begreb. I stedet er jeg mega stolt af, at
jeg kan mono-taske (hvis det da overhovedet er et ord). Jeg gør én ting ad
gangen og jeg gør den færdig. Jeg har ikke den bedste hukommelse eller
koncentrationsevne. Jeg har ingen problemer med at have mange bolde i luften,
så længe jeg husker at være bevidst om, hvad de enkelte bolde betyder og jeg
får skrevet ned undervejs. Jeg trives faktisk med at have lidt travlt og være
lidt presset.
Jeg kan passe mit studie, tage en spontan hyggeaften med nogle medstuderende
til en gang UNO. Jeg kan bruge en halv time på at tage ned til en god veninde,
uden at jeg føler det er et problem. For hvis jeg ikke lige når at læse til i
morgen, så er det jo ikke verdens undergang. Hvis jeg ikke lige får det hele
med, så kan jeg spørge min studiegruppe, som står på spring for at hjælpe mine
små grå på vej, hvis jeg ikke lige forstår stoffet. Folk hjælper faktisk
hinanden, fuldstændig uselvisk – det er også meget nyt.
Så længe jeg husker at min lørdag er forbudt område til noget der bare minder
om studie, har jeg skabt en fin balance. Jeg skal have min ugentlige fridag.
Nogle uger har jeg brug for mere end den ene fridag – og så tager jeg mig den
ekstra fridag. For på den lange bane, er det langt mere effektivt at gøre det
sådan. Hellere køre livet inde i inder sporet, hvor jeg kan nyde udsigten og
nøjes med at køre 80 km/t, end at ligge ude i overhalingsbanen med speederen i
bund og være et splitsekund fra at køre galt.
Hvordan pokker kom jeg så hertil?
Tjoh. Jeg ramte bunden med 180 km/t og blev liggende. Længe, meget længe. Jeg
havde ondt af mig selv og jeg forstod ikke mig selv. Jeg vidste, at der var
ting, der forhindrede mig i at få det bedre og magtede ikke selv at gøre noget
ved det.
MEN!
Så mødte jeg de rigtige mennesker. Jeg mødte systemet, der tog imod med åbne
arme. De tog imod mig som et menneske, ikke som en besværlig galning, der bare
ville have opmærksomhed. Jeg fik den rigtige hjælp.
Og så blev jeg mødt med sætninger som: ”Det er jo dit eget ansvar, om du vælger
at tage imod hjælpen eller ej”, ”Mia, jeg er ikke sikker på at du overlever dit
eget hoved”, ”Nu siger du jo selv, at meningen med livet er at reproducere sig
selv. Er vi så enige om, at du har en ret vigtig opgave, som du endnu ikke har
udført?”.
Og jeg burde hedde Rasmus Modsat til mellemnavn, for jo mere de bad mig om at
give op eller stoppe med at have så forbandet ondt af mig selv, jo mere blev
det min mission at modbevise dem. For jo, jeg skulle vise overlægen at jeg nok
skulle overleve mit eget hoved. Jeg skulle vise dem, at jeg kunne klare mig
selv. Og alt imens jeg ville modbevise dem fik jeg det faktisk bedre. Helt
ubemærket såede de en masse frø i mit sind, der blev til små succeser, der blev
til håb, som til sidst blev til at jeg kunne få den rigtige behandling. Og nu,
5 år efter, forfølger jeg en gammel drøm og er fuldtidsstuderende. Jeg har
betydningsfulde mennesker i mit liv. Jeg får lov at udfolde mig kreativt, jeg skriver
mine tanker ned på en ny og meget anderledes måde. For hvor de før var plaget
af modløshed og opgivelse, kan jeg nu skrive om håb og glæde. Om benhårdt
arbejde, der belønner sig i sidste ende.
Hvor er jeg dog taknemmelig for, at jeg mødte de rigtige mennesker og jeg er
taknemmelig for, at jeg er en stædig satan, for ellers var jeg nok ikke kommet
så langt.
Jeg lever faktisk fuldstændig normalt, hvad det så end betyder. Det eneste jeg
ikke helt gør som de fleste andre, er at jeg vælger at leve alene. Det fungerer
for mig, for nu. Så længe jeg stadig er ved at lære mig selv at kende som et
helt og forbundet menneske, er det svært at lukke et andet menneske helt ind.
For mig er det i hvert fald.
Hvis der er noget min hjerne stadig ikke helt kan finde ud af, så er det at
stole på andre mennesker og knytte mig til dem. Der er lige et stykke vej
derhen endnu, hvor andre mennesker helt og aldeles bliver lukket ind i Mias
forunderlige univers og det er okay. Alting til sin tid.
Den største lighed mellem Mia anno 2015 og Mia anno 2020 er, at jeg snakker med mig selv. Det er underholdende og giver til tider nogle yderst interessante diskussioner.
At have et meningsfuldt liv i balance har været benhårdt arbejde og det er dagligt et benhårdt stykke arbejde. Hvor mange andre kan holde fri, når de kommer hjem, er jeg på arbejde 24/7/365. Hvis ikke jeg er på arbejde og lever en mindful tilværelse, risikerer jeg at falde tilbage i rutinen som ikke er sund for mig. Ikke at jeg lander på bunden igen, det er jeg ret sikker på ikke kan lade sig gøre – ikke længere. Og ærlig talt, så har jeg uden tvivl det fedeste arbejde og jeg står sprudlende glad op om morgenen og glæder mig til hvad dagen bringer. Jeg gider ikke planlægge ned på minuttet mere, det tager alt for meget energi, som jeg i stedet kan bruge på det jeg elsker aller mest – at nyde mit liv – et liv i balance!
– Mia.