Et liv med borderline

Kender du også det, at hele din verden ramler sammen på et splitsekund, lige når alt ser ud til at gå godt?
Du er så fyldt op af tanker, vrede, skam, tristhed, skyldfølelse og tusind andre ting, som du ikke engang kan sætte ord på.
Du er så fyldt, at du føler dig tom.
Du er magtesløs og aner ikke, hvad du skal gøre for at komme ovenpå, og i stedet vælger du bare at tage masken på og glemme, hvor ondt det gør indeni.

Jeg kender det selv alt for godt.

Som Borderline-lidene forstærkes dine følelser 1000 x, sådan føles det ihvertfald. Der skal blot én lille ting til, før hele min verden vælter.

Forestil dig:
Du har lige hentet ungerne i dagplejen/børnehaven/sfo’en, på vejen hjem skal I lige handle, og du har lovet at i dag skal I have pandekager til dessert.
Børnene er umulige i butikken, de brokker sig og plager ekstra meget, om ikke de må få et stykke chokolade eller en pose slik.
Du samler dig lige sammen, og får handlet hurtigt.
I kommer hjem, og ungerne passer sig selv mens du pakker varer ud.
Du ser, at du har glemt at købe æg, så derfor kan du ikke bage pandekager til desserten. Manden/konen er på job og kommer ikke hjem før sent i aften.
Du er en person som altid holder hvad du lover, og det ved dine børn.
Du skal igen afsted for at købe æg, og naboen har lovet at kigge eftet børnene.

^Denne situation ville jeg personligt som borderline-lidene ikke kunne overskue, jeg ville finde mig selv siddene på køkkengulvet og føle mig som en fiasko.
Det ville ende med, at jeg måtte gå ind til naboen og spørge pænt, om ikke hun ville kigge efter børnene, da jeg er nød til at samle mig selv og måske sove en lille time.
Min verden vælter hurtigt, og derfor lever jeg et struktureret liv.

Livet som borderline-lidene er ikke nemt. Der er mange, der har svært ved at forstå, at det som ikke-lidene ser som småting, kan fylde en hel dag for mig/os.

Vi bliver ikke hørt, og jeg har oplevet mange, som tager afstand.
Nogle tror, at: “Det med at have en personlighedsforstyrrelse er det samme som at være skizofren, og så er man ikke til at stole på.”

Men vi vil så gerne ses, høres og ikke mindst accepteres i samfundet.

Vi er ikke farlige eller anderledes, end vi altid har været. Vi har ikke ændret os, blot fordi vi har en diagnose.

Vi er IKKE borderline, borderline er en del af os.

 

/Stev

Skriv et svar