Hemmeligheden skal fortælles

18/01/2017 Blog

gitteorhberg_blog_bill

 

 

 

 

 

 

 

(Anonym skribent)

Jeg har en hemmelighed. En hemmelighed, der er så hemmelig, at den først for ganske nylig er blevet erkendt af det, der må være mit jeg, mit selv.

Men nu skal det ikke være en hemmelighed mere, for nu har jeg besluttet mig for at fortælle den til nogen, til jer. Jeg skammer mig rigtig meget over den, og den får mig til at føle mig håbløs og til tider komplet værdiløs og at skrive om den, er utroligt svært, men nu skal det gøres.

Nu skal det frem i lyset og deles med andre, som måske sidder med en lignende hemmelighed, eller som måske bare er nysgerrige. Først og fremmest skal det dog frem i lyset for at blive italesat, erkendt og accepteret af mig selv og for mig selv.

Jeg tror oprigtigt på, at jeg bukker helt under, hvis ikke min bevidsthed og viden om denne hemmelighed snart får mig til at foretage nogle andre og bedre valg for mig selv. I lang tid har jeg forsøgt at bilde mig selv ind, at da denne hemmelighed har været i mig – og med mig – siden 9 års alderen, vil jeg aldrig kunne blive ”kureret” for den, og så er det jo ligegyldigt at prøve på, at ændre tingene.

I dag ved jeg, at det er en forkert antagelse. Jeg skal bare vælge at tro på, at det ikke er ligegyldigt, og at jeg suverænt har retten til, og muligheden for, at ændre på de ting i mit liv, som ikke virker for mig. Når jeg tænker sådanne tanker eller læser dem her på skrift, virker det så idiotisk enkelt, at det næsten ikke er til at begribe, hvorfor det er så forbandet svært at gøre det i virkeligheden.

Min hemmelighed er ikke, at jeg er et individ med en emotionel personlighedsforstyrrelse af Borderline-typen. Dette har jeg nok været siden den tidlige barndom, så det er der masser af mennesker i min omgangskreds, som ved og har accepteret.

Hvad de derimod ikke ved og følgelig ikke kan acceptere, er, at jeg er et individ med en emotionel personlighedsforstyrrelse af Borderline-typen, som derudover også er narkoman og spiseforstyrret.

Sådan, nu står det der sort på hvidt. Det er ikke sådan, at jeg sidder med en nål i armen hver sjette time, må begå kriminalitet for at betale for mit forbrug, eller lever på gaden, men hele min dag er centreret om hvorvidt jeg nu har piller og/eller hash nok, hvor, hvornår og hvordan jeg kan skaffe mere, på hvilke tidspunkteraf dagen jeg kan tillade mig at være høj på, enten af det ene eller det andet præparat for at bedøve følelserne af skyld, skam og opgivenhed, som altid, altid er til stede i mig i større eller mindre grad.

Al den energi, som jeg i over to år næsten dagligt har brugt og stadig i højere grad bruger på at planlægge mit forbrug, gør naturligt nok at jeg sjældent har overskud, tid og lyst til mere adækvate og normale aktiviteter. At være social og nærværende i kontakten med venner og familie, er i forvejen i perioder en stor udfordring, når man har en emotionel personlighedsforstyrrelse, og at være narkoman i tilgift til dette gør ofte, at sociale aktiviteter føles meget ubehagelige for mig.

————————————-

Kl. er 7.34 og det er ca. fire måneder siden, at jeg skrev ovenstående. Mit misbrug er taget til i denne periode, og i dag har jeg på nuværende tidspunkt allerede indtaget en kvart joint, 2 Ketoganer, 2 Oxabenz 15 mg og to Alprazolam 0,25 mg. Dagen er dårligt nok startet, og jeg er allerede høj.

I forgårs undlod jeg at møde op på mit arbejde. Jeg brød helt sammen og græd stort set hele dagen, kunne ingenting. Min borderline-diagnose rummer også undvigelsesadfærd, og det er nok min største udfordring ift. at have en personlighedsforstyrrelse og passe et normalt 37 timers job.

At jeg ydermere lider af fibromyalgi og leddegigt, gør naturligvis jobsituationen sværere. Nu er jeg kommet dertil, hvor jeg trænger til en pause fra alle arbejdsmæssige/stressfremkaldende forhold for at finde mig selv igen. Det er min plan, at jeg vil genoptage kontakten med distriktspsykiatrien (hvor jeg ellers blev afsluttet ultimo november 2015 efter et DAT forløb), i håb om at få noget hjælp til at trappe ud af mine forskellige misbrug.

Det er interessant, at jeg faktisk bliver mere vred og frustreret, når jeg misbruger, end når jeg er sober. Jeg frygter ikke så meget at skulle gennem afvænning med abstinenssymptomer; dette har jeg flere gange klaret på egen hån. Dér hvor jeg virkelig forudser, at jeg bliver udfordret, er at forblive sober og ikke ty til piller, hash osv. når jeg keder mig, er rastløs eller deprimeret.

Her mangler jeg simpelthen vejledning, redskaber og viden om, hvordan jeg kan beskæftige mig selv, så jeg ikke så nemt bliver et ”offer” for mine impulser. Jeg er efterhånden nået dertil, hvor jeg må erkende, at jeg behøver hjælp til at komme ud af mine misbrug, så opgaven er nu at afsøge mulighederne i mit lokalområde.

Det gjorde jeg så på byens misbrugscenter og blev her tilknyttet en fast kontaktperson. Hun brændte mig dog af til et vigtigt møde angående substituering med Subotex, og jeg hørte aldrig fra dem igen.

Derfor blev jeg enormt sur og stædig og valgte selv at lægge mit efterhånden heftige misbrug af Ketoganer og benzodiazepiner fra mig. Jeg har ikke rørt Ketogan en eneste gang siden sidste weekend i september, og jeg savner dem heller ikke. Benzoer tager jeg stadig i perioder, dog slet ikke i samme mængder som førhen. Ligeledes har jeg droppet amfetamin, og jeg har skåret mine joints ned fra 4-7 dagligt til max to. Vi skriver i dag mandag aften d. 5/12-16, og klokken er 19.05. Jeg er glad for mine fremskridt, og jeg føler mig stærkere.