Jeg er stolt af at have borderline!

Hvordan kan man være stolt af det? Med alle de fordomme der er? Med alle dem der er uforstående eller uvidende? Med alle dem der invaliderer? Med alle de negative ting der KAN følge med? Når man slås med selvskade og selvmordstanker? Når selvhadet kommer frem?

Ja det er ikke nemt, men det er muligt.

Da jeg først fik min diagnose tilbage i maj 2017 vidste jeg slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kan huske at jeg tænkte: ”Mig? Være psykisk syg?”, jeg var så skuffet og ked af det. Jeg kunne ikke forstå hvordan jeg af alle mennesker pludselig havde et stempel, som jeg selv dømte til at betyde man var psykisk svag, ustabil, fuldstændig utilregnelig og ekstremt ondskabsfuld. Hvordan kunne jeg se dette som andet end et nederlag? Jeg var ikke længere normal, men en af ”dem”. Dem der ”nasser” på systemet og bare går hjemme. Dem der spiller syge. Dem der ikke kan tage sig sammen. Dem der bare vil have opmærksomhed. Dem der kun tænker på sig selv.

Jeg vidste ikke meget om psykisk sygdom på daværende tidspunkt, jeg var uvidende og fordomsfuld, jeg havde svært ved at forstå noget man ikke kan se eller røre. Men jeg kan love for at det kom til at ændre sig. Desværre betød mine fordomme at jeg hurtigt kom til at hade mig selv, for at have borderline. For ikke at være ”god nok”. Jeg skammede mig og holdt det hemmeligt for alle andre end mine forældre og min bedste veninde.

Selvhadet voksede og voksede, indtil det blev invaliderende. Jeg kom ikke i bad, jeg kom ikke udenfor mit værelse. Jeg fik ikke børstet tænder, jeg kunne ikke spise. Jeg eksisterede, men jeg levede ikke. Til sidst blev det så uudholdeligt at jeg ikke kunne være i min egen krop, og jeg faldt tilbage til min gamle måde at håndtere indre smerte på: cutting. Jeg skar i mig selv, gang efter gang, jeg slog mig selv og jeg var ude af kontrol rent psykisk. Jeg kunne ikke være til mere, selvmordstankerne tog over.

Hvilken sølle undskyldning for et menneske….

Jeg havde daglige grædeture hvor jeg var ulykkelig og utrøstelig. Jeg begravede mig i min computer, og forsvandt ind i online spil verdenen. Jeg var en belastning, synes jeg selv. Men selv i min mørkeste stund var der lys at se. Det lykkedes mig, selv på mit værste, at møde nogle fantastiske mennesker, og knytte bånd til dem. Jeg husker især to gutter. Den ene fra Holland, og den anden fra England. Begge spillede jeg med og pjattede, men så en sen nat udviklede smalltalk sig til en dyb samtale. En samtale hvor livets traumer blev delt, hvor hemmeligheder kom på bordet. Jeg var hudløst ærlig om hvad jeg gik igennem, min diagnose, mine følelser og min historie.

Det er nu man skulle tro at jeg havde skræmt de to gutter væk, men tværtimod. I min ærlighed og åbenhed, så de et godt menneske, der blot havde det svært. De så et menneske de kunne lide, et menneske man kan stole på. De valgte at åbne op for mig også. De kunne mærke min omsorg og empati.

At lære disse mennesker at kende, i min sværeste tid, har givet mig de bedste venner og det stærkeste bånd, og det viser mig, at selv i min værste stund, er jeg god nok.

Disse mennesker har set min udvikling, fra mit laveste til nu. De har set mig falde tilbage, og de har set mig sejre. Men det vigtigste er, at de har givet mig muligheden for selv at se nogle ting…

Mine relationer til folk, har fået mig til at være stolt af min borderline. Og det er der flere grunde til. Min bedste veninde er blevet ved min side, siden jeg var barn. Siden før jeg var selvdestruktiv. Hvorfor mon? Hvordan kan jeg være så slem, når en vidunderlig person som hende stadig holder af mig?

Jeg har set folk have det skidt, og få det bedre efter at have snakket med mig. Jeg har brugt mange timer på at lytte til gråd og ulykkelighed. Jeg har åbnet mit hjerte og delt min sjæl med alle på min vej. Jeg har gjort mit ypperste for at gøre folk glade og lære dem at kende. Jeg kan se, at være ærlig om min historie, gør folk mere trygge ved at snakke med mig, for de føler jeg har vist dem, at jeg er en dyb og god person. Jeg kan mærke andres smerte, når noget slemt er sket. Jeg kan se smerten i deres øjne, og dele den med dem. Mine følelser er så kraftige at de går udover bare lille mig. De rækker helt ind i andre. Dét er noget at være stolt af. Evnen til at nå et andet menneske på et så dybt plan, at man føler sig som familie, selvom man lige har mødt hinanden. Evnen til at elske en anden, stærkt og hårdt, hundrede gange mere intens end andre.

Vær stolt af at have borderline. DU er født med en sårbarhed, der gør dig så smuk som stjernerne selv. Du kan noget, mange har svært ved og det er netop fordi du har de stærke følelser du har. Du skal bare lære at bruge dem rigtigt. Du skal ikke lade dem styre dig, men du skal heller ikke ignorere dem. Du skal lære at lytte til din mavefornemmelse og stole på dit instinkt. Mange af os med borderline samler nemmere små signaler op, som ændringer i tonefald, ansigtsudtryk eller kropssprog. Vi mærker ændringer i stemninger. Vi ser gnisterne mellem to der kan lide hinanden. Vi hører råbene om hjælp.

Din borderline er en gave.

  • Maria