Karantæne med min søn

Jeg gik i karantæne med min søn 11/3 med symptomer. Hvad jeg ikke vidste var at symptomerne ville forværres. Det vender jeg tilbage til. Uvisheden i hvad man fejler, fordi man ikke er alvorligt syg, er bekymrende. Det gør mig frustreret. Kunne man bare få vished, så man havde noget at forholde sig til, så ville det være nemmere at være i. Men sådan er det ikke vi kan ikke blive testet. Lige nu er jeg mor, sygehjælper, syg og alene. Jeg er isoleret på 75 kvm og har ikke været udenfor siden regeringen valgte at alle syge skulle blive indendørs. Min krop er i nedbrud. Vores muskler er så ømme at min 3 årige søn skriger i smerte om natten når han sover og når jeg skal løfte ham. Vores pottetræning er sat på pause og jeg kan starte forfra. Min hals har lukket sig sammen og vi kan ikke lugte eller smage noget. Vores kroppe er så ømme at vi ingen energi har. Jeg som mor er nødt til det. For jeg kan ikke være egoistisk her. Selvom mine muskler føles som om at de er sprættet op, at jeg er ved at besvime grundet massiv hovedpine, at jeg skiftevis kampsveder, koldsveder og fryser, så har jeg stadig et ansvar. Min søn kommer i første række og jeg må indse at jeg mentalt og fysisk allerede er er blevet tabt. Jeg har tabt mig selv. Jeg er knækket. Forår er min yndlings årstid. Jeg ELSKER forår og lige nu er den eneste måde jeg kan nyde den på igennem vinduet fra mit soveværelse. Det er det eneste luft jeg får. Som syg må jeg ikke forlade mit hjem. Verden er bare 10 gange smukkere når det er forår. Alt vågner op og det giver mig håb at alt der dør om vinteren får en second chance hvert forår! I år er det dog anderledes. For jeg frygter når alt der her er overstået. Jeg får angst ved tanken om at skulle udenfor igen, til en verden der er totalt forandret efter det her. Og jeg tror ikke jeg er den eneste der har det sådan her. Jeg tror der kommer til at gå lang tid før det bliver normalt igen. Når vi igen skal begå os socialt ligesom før. Især for os der har været isoleret i vores hjem. Der er ting jeg allerede ser frem til. Mit liv skal ikke gå i stå, men det er det lige nu. Tiden står stille inde bag mine fire vægge. Og jeg er bange for at komme tilbage og få en depression. Kan mærke på min krop og mit sind at jeg bevæger mig derhen allerede nu. Folk mister deres job og flere vil miste familiemedlemmer. Det er en farlig situation ikke bare helbredsmæssigt, men i den grad også psykisk. Jeg frygter at selvmordsraten vil stige, sindet er vores værste fjende og hvis det ikke er virussen der tager livet af folk, så kan sindet også! Flere vil ramme ind i angst, depression og stress over hele situationen. Psykiatrien vil komme til at bruge mange flere ressourcer på at behandle folk der rammes mentalt af den krise vi står i. Jeg er i den situation at jeg har jordens bedste netværk og har nogle kompetente, kærlige og omsorgsfulde i netværket der kan hjælpe og støtte mig igennem det her, men så heldige er det ikke alle der er. Jeg er symptomfri og har været det i flere år. Husk dog på at borderline er et livslangt forhold og man skal lære at leve med det. Det er som Et gammelt kærlighedsforhold man skal kæmpe for at få til at fungere så begge parter er i balance. Det er ikke anderledes nu. Det er uhyre vigtigt hvis du sidder som jeg gør at du tager imod hjælp, tør at spørge om hjælp og ikke lader dig blive tabt på jorden. Vi er her for at gribe dig, vi har ikke glemt dig, vi bekymrer os om dig og vi vil gøre alt hvad der står i vores magt for at du holder hovedet højt og hænger i. Både nu og efter krisen. VI er dit netværk! Dette indlæg har taget mig 4 dage at skrive. Mit overskud har ikke været det største, men jeg føler endelig at jeg kan være bekendt at udgive det, fordi det er relevant lige nu. Jeg kunne have udgivet alt muligt andet, men for mig er det vigtigt at få budskabet frem i at du ikke er alene og du skal ikke være alene i alt det her!