Kunsten at være åben i et diskret samfund

Når man får en psykiatrisk diagnose, bliver man også konfronteret med et valg: Skal man være åben om diagnosen og dens betydning for ens liv? Skal man forsøge at skjule den? Eller skal man finde et sted midt imellem?
Uanset hvad man vælger, har det en konsekvens for én selv.

Jeg vil her skrive om min egen oplevelse af borderline og arbejdsmarkedet.

Jeg var sidste år i arbejde med løntilskud efter længere tids sygemelding. Jeg gik på det tidspunkt stadig i terapi hver uge, og derfor havde jeg tidligt fri én af dagene. Folk vidste, at jeg gik i noget behandling, men det var selvfølgelig ikke meldt officielt ud, hvilken behandling (gruppeterapi) eller hvorfor (borderline/personlighedsforstyrrelse).

Men den “manglende” udmelding  og folks respekt for mit privatliv satte mig faktisk i en lidt underlig situation.

På den ene side var jeg glad for ikke at blive haglet ned med spørgsmål om, hvad jeg lavede hver mandag eftermiddag – og evt. blive dømt på denne baggrund. På den anden side gjorde netop respekten, at jeg ikke rigtigt havde mulighed for – helt naturligt – at fortælle om det. Jeg ville jo gerne være åben og ærlig, men ville på den anden side ikke “påtvinge” folk at at skulle spørge ind til det/have ondt af mig/behandle mig anderledes… osv.

En dag fik jeg luftet det lidt for mine to nærmeste kollegaer – sådan henkastet som “i dag har jeg terapifri” o.lign. Men det var først på et (i mine øjne) meget sent tidspunkt, at jeg rigtigt fik fortalt om det til de samme kollegaer. Og det var “kun” fordi én af de andre fortalte om en nevø med psykiske problemer.

Jeg respekterer folks respekt for mit privatliv. De ville ikke snage (hvilket jo er en god ting) – og i bund og grund er det jo dejligt ikke at blive dømt på baggrund af en sygdom.

Men min oplevelse med kollegaerne fik mig til at tænke: Det er, som om samfundet i sit forsøg på at behandle folk lige, faktisk er med til at bevare tavshedskulturen omkring psykiske lidelser. Ikke fordi nogen ønsker det – men fordi folk er bange for at træde over en grænse, hvis de spørger.

Jeg ser grundlæggende mig selv som værende åben omkring min lidelse. Og det gør mig glad, hvis det at kende mig kan give folk et mere nuanceret syn på borderline.
Men hold op, hvor kan det være svært at være åben (uden at være påtrængende), når ens omgivelser er “opdraget” til at være diskrete.

 

/Reke

2 tanker om “Kunsten at være åben i et diskret samfund”

  1. Jeg valgte også åbenheden, og omend det har haft sin pris (især set ift. arbejdsmarkedet, så høster jeg langt mere godt på åbenheden end dårligt <3

    SUPER artikel ….

  2. Enig, det er en balancegang, især på arbejdsmarkedet det svært, er min erfaring. Jeg er i virksomhedspraktik nu, hvor det er acceptabelt at jeg har en psykisk lidelse, men hvis jeg skal i 'rigtigt job', hvilket er planen, bliver et straks svære at være åben, selv om man gerne vil. Man bliver jo dømt af nogle og behandlet anderledes af andre. Jeg går også i terapi én gang om ugen. Jeg vil klart foretrække at være åben, men det er min erfaring at man også må passe på sig selv.

Skriv et svar