hvor længe har du været psykisk syg?

Hvor længe har du været psykisk syg?

Det er et spørgsmål, der får mig til at krumme tæer. Selvom jeg efterhånden er kommet så langt i min recovery proces, at jeg sjældent mærker min borderline, er det som om at det er et spørgsmål der stadig slår mig tilbage til en sen aften i august 2015.

Den aften havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke ville være her længere, fordi det hele var for svært. Heldigvis havde jeg en lille snert at livsglæde der fik hjulpet mig en tur på skadestuen, hvor jeg bliver mødt at en flink og dygtig sygeplejerske. Hun kommer til at fungere som fastvagt, da jeg på det tidspunkt ikke kan indgå aftaler om at blive på afdelingen uden at lave selvskade, eller det der er værre. Det betyder, at vi kommer til at sidde i samme rum i nogle timer og vi begynder at sidde og snakke om løst og fast. Bl.a. hvad der går forud for indlæggelsen, mit liv indtil da osv.
Hun spørger nysgerrigt og interesseret, men efterhånden som jeg fortæller, undres hun over hvordan jeg kan sidde og se så rask ud og fortælle om de ting jeg gør. På et tidspunkt stiller hun et spørgsmål, der overraskende nok, rammer utrolig hårdt: ”Men Mia.. Hvor længe har du været psykisk syg? Du ser jo rask ud.”

Jeg tror ikke, at hun stillede spørgsmålet for bevidst at ramme mig, hvor det gjorde ondt – for hvor skulle hun vide fra, at jeg er så opmærksom på andres ordvalg, at jeg tager et ord som psykisk syg meget bogstaveligt? Jeg tror, og håber, at det er et spørgsmål hun stillede af uvidenhed og nysgerrighed, fordi hun ikke vidste bedre. Det kan også være hun stillede det fordi hun havde en forestilling om hvordan jeg som psykiatrisk patient burde se ud og agere. Jeg har ingen anelse – men spørgsmålet stoppede i hvert fald brat vores gode snak. Jeg lukkede fluks i som en østers, med ordene: ”Hvor længe har du været dårlig til dit arbejde?”

Jeg besluttede stille for mig selv, at hvis jeg en dag skulle komme ud på den anden side af min egen elendighed, så ville jeg gøre det til en mission at stoppe spørgsmål som det ovenstående.

Efterhånden som jeg gennem behandling har fået det bedre og har fået livsglæden tilbage, har jeg mange gange forklaret hvad det spørgsmål gør ved mig som menneske. Oplevelsen har været, at langt de fleste faktisk ikke tænker over, hvor ondt det kan gøre, når jeg igen og igen bliver gjort til en sygdom/lidelse, frem for et menneske med en sådan. For mig er der enorm stor forskel på at være borderliner og psykisk syg og så det at have borderline og leve med borderline. Jeg har på intet tidspunkt følt mig som min borderline. Bevares, den havde ret meget at sige på daværende tidspunkt. Men jeg har aldrig identificeret mig med den og brugt den som et jeg, for uanset hvor tom og identitetsløs jeg følte mig, kom det aldrig på tale at jeg ville bruge diagnosen som en identitet.  Jeg valgte derimod at give den et navn og sætte den op på venstre skulder, for at komme lidt på afstand af den label der blev knyttet til mit navn. Her kan den pænt sidde med mundkurv på og kun tale, når den kan bruges til guideline i livets store og små beslutninger. Og når den en sjælden gang viser sit ansigt, bliver den budt velkommen og får derefter pænt, men bestemt besked på at gå i seng igen.

Spørgsmålet omkring, hvorvidt jeg er psykisk syg møder jeg også tit i mødet med nye mennesker. Det er lidt som om, at vi som mennesker altid gerne vil vide, hvad hinanden laver til dagligt. Det er et nærmest uundgåeligt spørgsmål og jeg kan godt ønske mig, at de i stedet ville spørge mig om jeg har nogle interesser eller noget så simpelt som, hvad jeg er for et menneske. Så ville jeg kunne snakke og fortælle fra nu af og til juleaften. Når jeg så, som jeg har gjort fra start, fortæller at jeg i en periode har været sygemeldt fordi mit hoved ikke fungerer som andres, kommer spørgsmålet igen: ”Men Mia.. Hvor længe har du været psykisk syg? Du ser jo rask ud.”. Der sker for det meste det samme, som da jeg sad på skadestuen i 2015. Jeg lukker i som en østers og så stopper samtalen automatisk der.

Jeg ved ikke om det er mig, der tager den slags spørgsmål for nært. Jeg ved godt, at jeg er et menneske, der tænker meget konkret og bogstaveligt – til tider ganske ufleksibelt. Jeg tror bare at den slags, er med til at fastholde de fordomme der er imod mennesker med borderline – at vi er psykisk syge. Hvorvidt det er gældende, tænker jeg læger og eksperter har så mange meninger om, at det må være deres opgave at blive enige om det definitionsspørgsmål. Jeg ved bare, at jeg ikke på noget tidspunkt har været min borderline og aldrig har følt mig psykisk syg. Jeg har nok bare følt mig som et menneske med en diagnose, der har kæmpet en hvis del ud af bukserne for at blive set som netop et menneske, ikke en sygdom. Og selvom jeg får lyst til at tage en pude foran hovedet og skrige ned i den, når spørgsmålet dukker op, så har jeg også et stille håb om, at for hver gang jeg svarer på spørgsmålet med en forklaring, frem for at lukke i som en østers, da vil der blive længere mellem spørgsmålet: Hvor længe har du været psykisk syg.
Jeg øver mig stadig

  • Mia.