Udskældt af mange, som en pestilens, der ikke
er til at komme af med. Den irriterende plante der vokser over det ganske alt.
Ukrudt!
Stædig og standhaftig, holder den på sin ret til at være en del af denne verden. Stolt står den i sin grønne dragt og med sin gule hat på toppen. Mælkebøtten vokser til tider på trods af trange kår og den gør det, hvor det mindst ventes. Op af asfalten gennem den lille, næsten usynlige sprække. Indimellem vokser den alene. Andre gange vokser mælkebøtterne sammen og står smukt som et gult hav. Vokser sammen og læner sig op ad hinanden. De er som en slags familie.
Ved første øjekast er mælkebøtterne ens. Ingen
afvigelser. De er bare grønne og gule. Men hvis man kigger nærmere på havet af
mælkebøtter og nærstuderer dem, vil man opleve hvor forskellige de er.
Mælkebøtterne har mange ligheder og fællestræk. Bl.a. farverne, hvordan de
vokser og hvor de vokser. Men tager man sig tid til at komme tæt på, vil man
opdage hvor forskellige mælkebøtterne er. Nogle har få blade, mens andre har
mange. Der er nogle, hvis blade er beskadiget. Nogle der endnu ikke er sprunget
ud og andre hvor mælkebøtten hænger lidt med hovedet. Der er mælkebøtten der
står lidt alene og spejder hen mod de andre mælkebøtter og de, med smådyr på
sine blade. Mælkebøtten hvor brumbassen ivrigt flyver omkring, i en dans som
begge parter har gavn af. Det store mælkebøttehav med alle de små variationer
og uanset hvad det er for en mælkebøtte, har den sin egen fortælling og sin
egen historie.
Uanset hvilken mælkebøtte jeg møder på min vej, hilser jeg pænt på den, for vi er i familie. Vi har vores fællestræk, som de mælkebøtter vi er, med en fælles forståelse og et fælles sprog. Og samtidig er vi lige så forskellige, som der findes mælkebøtter – for ingen af os er 100% ens. Jeg kender mange mælkebøtter og jeg kender til mange mælkebøtter. Når vi taler sammen og fortæller om hvordan vi hver især brød frem og fri af asfalten, bliver jeg bevidst om hvor stærke mælkebøtterne er, også selvom de ikke selv kan se det! For de voksede op og er enten ved at vinde over asfalten eller har vundet.
Jeg er stolt af min mælkebøttefamilie. Både dem jeg kender godt og står tæt sammen med. Det er dem jeg læner mig op ad, når min gule hat hænger. De mælkebøtter jeg kender til og med beundring kan se forcere asfalten og de mælkebøtter jeg ikke kender.
Som mælkebøtte står jeg helst lidt udenfor, lidt for mig selv. Men tæt nok på til at kunne læne mig ind mod min familie, hvis jeg har brug for det – for vi har et sprog, sammen, som ingen andre helt forstår. Når jeg ser havet af mælkebøtter blive større og større, glædes jeg over at mælkebøtterne står smukt og samlet i kampen mod plæneklipperen, fødderne der vil træde på dem og andet, der vil forhindre dem i at vokse. Og jeg bliver så glad, når mælkebøtterne står sammen i deres grønne dragt og smukke gule hat. Jeg har så stor respekt for hver eneste unikke og specielle mælkebøtte i min mælkebøttefamilie!
Jeg håber, at der en dag ikke er mere asfalt
tilbage og at mælkebøtterne kan vokse op lige der hvor de har lyst og som de
har lyst – hvor de kan vokse sig til de smukke blomster de er, uden risiko for
at blive set som ukrudt.
For ukrudt forgår ikke så let – min mælkebøttefamilie og jeg er her stadig og
vi bliver her 😊
- Mia P.