Jeg har
i mange år været alt muligt andet end det jeg egentlig ønskede, idet jeg troede
det var det andre skulle se og ville se. Jeg har aldrig stået inde for mig og
mine beslutninger og det har jeg brug for at bryde ud af. Jeg har også brug for
at bryde ud af min psykiatriske diagnose, for jeg er så meget mere end “bare”
psykisk syg. Jeg har haft en psykiatrisk diagnose siden 2007, hvor jeg blev
udredt for en depression og senere, i 2010, fik jeg konstateret paranoid
skizofreni samt borderline og angst.
Det er helt okay at diagnosticere for at kunne give den rigtige medicin og
behandling, men det er også vigtigt at få sagt, at den ramte, ikke ER sin
diagnose.
Jeg vil rigtig gerne gå lidt i dybden med recovery ganske kort, fordi jeg ser mulighederne i en recovery model og jeg vil meget gerne dele min tanker og erfaringer med Jer.
Recovery modellen kan se sådan ud:
- Du skal tro på at du kan komme dig/ blive rask (et håb for fremtiden er nødvendigt)
- Et godt socialt netværk
- Du skal have en sygdomsindsigt
- Du må ikke identificere dig med din diagnose
- Du skal vide at den eneste der kan gøre en afgørende forskel i dit liv, er dig selv (empowerment)
- Der skal være et behandlingsprogram
Det er ikke alle det her virker på. Det er jo individuelt hvad det enkelte menneske har behov for, og du kan tage det du vil, fra den og evt. lave din egen recovery proces, det her er bare hvad der virkede for mig.
Håbet er drivkraften bag et hvert menneske. Det er en følelse af forventning og ønske om, at noget bestemt vil ske – og det er afgørende for at komme sig. Det ikke nødvendigt at definerer det ”at komme sig” som at blive rask. Det er så individuelt hvorvidt man er i stand til at slippe medicin og behandling. Det er også individuelt hvordan man definerer rask. Man er nødt til at være handlekraftig og gøre det ved det, som er nødvendigt for personen selv.
- Mit
håb igennem mit sygdomsforløb, har ligget meget i tillid til andre mennesker,
som udviser tro på at jeg kunne rejse mig. Støttet mig og bakket mig op, uanset
hvad jeg har foretaget mig. Min rejse har været lang og besværlig, men nogle
gange har de mennesker løftet mig og holdt mig oppe. Jeg har altid haft
ressourcerne til rationel tænkning og meget af mit håb, har været drømme og min
personlighed har skinnet igennem. Jeg følte i mange år at jeg havde mistet min
humor, men spørger jeg en der har været der for mig, så har min humor aldrig
været væk, blot lagt til hvile. Den har kigget frem i de perioder hvor jeg har
haft det bedst og har været tegn på, at der var noget derinde, der kunne tales
til.
Jeg har været heldig, at mange af mine ressourcer har været intakte, og det ligger tilbage til min barndom hvor jeg fik alt det jeg havde behov for. Der hvor det gik galt, var den dag jeg forstod hvad der var i spil derhjemme. - Hvis vi ser på mit sociale netværk, vil jeg kunne bruge redskabet ”netværkskort”, til at få overblik over hvilke personer der er vigtige for mig i mit liv og hvordan jeg bruger dem. Jeg har ikke skrevet navne på for at beskytte mit netværk, dette er også blot et eksempel på hvordan et netværkskort kan se ud. Det er vigtigt for mig at opdele mit sociale netværk, for det er ikke alle, jeg har lyst til at dele mine inderste følelser og tanker med – og det er heller ikke alle jeg skal dele det med. For mig er det vigtigt at bevare et godt forhold til min familie og bruge dem til alt andet i mit liv, end sygdom. Det er ikke sådan at jeg ikke kan ringe til min mor og fortælle, men det er ikke dem der skal hjælpe mig, det er de professionelle. Jeg føler det er vigtigt at skelne, men det hænger sammen med alt det min familie og jeg har været igennem. Et andet vigtigt element i mit liv er mine venner. Jeg har få, men rigtig gode venner og særligt én er en kæmpe støtte i min hverdag og som jeg bruger rigtig meget til alt, fordi vi har det venskab jeg har ledt efter hele mit liv. Hun er en tryghed for mig og hun er tillidsfuld og jeg KAN dele alt med hende. Der er ikke noget at sige til, at vi kalder hinanden for soulsisters. Vi følges ad i udvikling og supplerer hinanden, som jeg aldrig har oplevet før.
- Hvad skal der til for at få en
god sygdomsindsigt? Anerkendelse og respekt fra andre, men mest af alt en
selvindsigt og accept af ens egen situation. Jeg tror mange sidder med følelsen
af, at nu er alt håb ude, for ja! Det er pissesvært at komme videre. Du er nødt
til at acceptere at du er sårbar lige nu, på dette tidspunkt i dit liv. Måske
om et stykke tid vil tingene ændre sig, i takt med at du udvikler dig. Du er
lige der hvor du skal være, lige nu! Lad
dig selv være syg og respekter din sygdom. Respekter advarselssignalerne og bed
om hjælp.
Det er svært at bede om hjælp, men det er ikke et nederlag- det er at passe på dig selv og tage dig selv alvorligt.
Jeg har ikke altid taget mig selv alvorlig. Jeg tænkte at alle andre kom før mig. Jeg var ikke det værd og hvis folk vidste hvad der foregik inde i mit hoved, ville de tage afstand til mig og særligt syntes jeg, at jeg var noget så pinlig. Jeg kunne ikke gå ned igennem gågaden uden at jeg var sikker på folk grinte af mig. I dag går jeg ud med min hund i nattøj og højt hår og er ligeglad – jeg har vundet min egen selvrespekt! Jeg accepterer, at jeg er som jeg er, med overvægt og dårlig morgenånde – det er en del af mig, men jeg gør noget ved det! Det er forskellen. Jeg søger anerkendelse fra de mennesker jeg har tillid til. Dem der viser at jeg kan stole på dem, for det er dér det bliver vigtigt. Det er vigtigt for mig, at de synes om mig og den jeg er. - At jeg identificerede mig med min diagnose, var praktisk talt det samme som at miste håbet, for mig. Jeg sagde om mig selv at jeg er skizofren og borderliner og at det var alt hvad jeg var. Jeg har diagnoserne skizofreni og borderline og derudover har jeg en personlighed og et værdigrundlag. Jeg har meninger og jeg har grænser. Og jeg siger til og fra og jeg respekterer mig selv og mine medmennesker. Jeg er så meget mere end en diagnose!
- Det vigtigste her er, at du tager ansvar for dit eget liv, samt anerkender dig selv for der hvor du er lige nu. Alt er som det skal være for dig lige nu og det er derudfra du skal komme dig og arbejde med hvad der er sygdom og hvad der er personlighed. Det er så vigtigt at skelne, for det er DIG der skal komme dig. Sygdommen følger med og den skal håndteres, men den skal ikke fylde så meget at du forsvinder. Du skal have magten og du skal gøre det som netop giver livskvalitet for dig.
Du er nødt til at bestemme dig for, hvor stor en plads sygdommen må fylde i hele dit liv. Nogle gange fylder den mere end andre gange og det er okay. Du har dit frie valg, selvom det måske lyder tosset, så er det dig der vælger. Vendepunkter sker, man kan ikke fremskynde dem, dog kan et vendepunkt komme den dag du beslutter dig for at kæmpe for din personlighed og for et liv med håb for fremtiden. Det hele hænger sammen på en fuldstændig fantastisk måde og når der er flow, vil du opleve et bedre dig og højere selv. Du er hovedpersonen i dit eget liv, men dit liv er ikke en forestilling der skal spilles, det er et liv der skal leves.
- På psykiatrisk blev jeg mødt med behandling af min diagnose og ikke ret meget andet. Der ligger en personlighed bagved og det var som om den blev glemt. Men de lagde et behandlingsprogram i forhold til medicin. Jeg fik rigtig meget medicin i løbet af de tre år jeg var ind og ud af psykiatrisk afdeling. Jeg tog desværre rigtig meget på, så det der også var en del af min behandling, var at motionere. Jeg blev mange gange opfordret til at gå ned i motionsrummet. Jeg havde dog i forvejen intet overskud, så det var en kæmpe kamp at komme derned. Et behandlingsprogram er helt individuelt. Det der virker for mig, er ikke sikkert det virker for andre. Jeg kan kun give det videre jeg selv har oplevet eller manglet. Behandlingsprogrammet handler om både den behandler/psykolog der er, men ligeså vigtig er det at få støtte i §85 serviceloven, kaldet støttekontaktpersoner (skp). Jeg har haft to fantastiske skp’er i den periode, og derfor var det nok også svært for hende jeg havde her for kort tid siden, der var meget at leve op til. Grunden til jeg synes de er de vigtigste i et behandlingsprogram, er netop det med at behandle alt det andet som ikke er en diagnose. De hjalp med ”hverdagsproblemer ” såsom økonomi, strukturering af hverdags opgaver, tage med til diverse møder, samtaler om det der findes svært og meget mere. Jeg kunne ikke have gjort benarbejdet uden dem.
Det var lidt meget, men jeg håber I får noget ud af det og måske det kan hjælpe Jer lidt på vej, på de dage hvor det er sortest. Det her har virket for mig, fordi jeg har taget mig selv alvorlig og fx brugt mine vrede følelser som drivkraft i mit liv. Det er, hvad der får mig igennem og holder mig ved ilden. Jeg kæmper stadig og det vil jeg nok altid gøre. Men jeg har i dag et liv jeg er vældig godt tilfreds med og jeg har fundet mig ligeværdig og absolut ikke forkert. Jeg er alt hvad jeg vil være
– Kirsten