Når man nævner at man er symptomfri for sin borderline diagnose, så kommer der altid spørgsmålet: hvordan er du blevet det? Og jeg ville ønske at der fandtes en facitliste over det, men det gør der bare ikke. Jeg er anderledes end dig og du er anderledes end mig.
Jeg har som dig måske prøvet de samme ting, men uden god respons. Faktisk var jeg hele møllen igennem. Der var et menneske i mit liv, min bo støtte. Hun så igennem min diagnose og fokuserede på mennesket bag det. Hun lærte mig at hvad jeg følte og måden jeg reagerede på var normal – for MIG! Jeg nåede personligt til et sted i mit liv hvor jeg var træt. Var træt af mit sind, var træt af min måde og leve på og måske det mest altafgørende i min proces, var at jeg var træt af at kæmpe imod mine indre dæmoner. Man kan ikke bekæmpe ild med ild! Og du kan ikke slukke en ildebrand med mindre du får den under kontrol først. Så jeg begyndte at arbejde med min diagnose.
Jeg begyndte at bekræfte mine egne følelser, begyndte at tale til den, sætte ord på det overfor mig selv og italesætte mine udfordringer overfor andre. Sige højt: “i dag er en pisse dårlig dag. Det er okay, for der kommer en dag i morgen. Hvad kan jeg tage med fra dagen i dag for at i morgen ikke bliver ligesom i dag?” Og jeg taler med hende. Hende der gør mig til et mere sårbart menneske. I kender hende nok, hende der Borderline. Så når hun kommer engang imellem og lige skal vise sit ansigt, så taler jeg med hende. “Jeg ved at du er her og du må gerne være her. Husk dog på at du blot er en gæst, og du skal følge mine regler. Ikke omvendt ”Har jeg en periode hvor jeg er mere sårbar, så taler jeg også til hende: “Ej, hvor er jeg godt nok ked af det. Det er ikke så rart at du får mig til at føle sådan faktisk, men det er helt okay, for der er sikkert et eller andet i mig der har brug for at være lille og sårbar” Og så opdagede jeg at andres forventninger til mig, sluttede da jeg selv stoppede med at sætte forventninger for mig selv, som jeg vidste at jeg ikke kunne leve op til. Min verden er stadig sort og hvid, tro ikke at det forsvinder. For der er også en bagside af medaljen.
Jeg fik en depression kort efter jeg blev erklæret symptomfri. Hvorfor? Jeg var bange. For.. hvad nu hvis jeg mistede en del af mig selv, den del som jeg godt kunne lide. Hvad nu hvis “den nye” Sara-Louise ikke var et menneske jeg brød mig om og hvad nu hvis jeg ikke kunne finde ro i det menneske jeg nu var blevet? Men ved i hvad? Efter at have levet med hende i nogle år og hun stadig udvikler sig, så er jeg der hvor jeg godt tør indrømme, at jeg er vild med hende og den ro og tryghed som hun giver mig.
Vil jeg anbefale den her metode? Nej. Er det noget man skal kaste sig ud i selv? Nej. Det kræver enormt meget selvbevidsthed og kendskab til sig selv og sin diagnose. Mit liv er ikke lyserødt og perfekt nu og jeg skal altså kæmpe for det her resten af mit liv, ligesom du skal. Men jeg har helt klart fået en del ro i det, selvom det også betyder at når det kommer, så rammer det også virkelig hårdt. Til slut her vil jeg godt have lov til at give Kira, min tidligere pædagog fra SFO-tiden som senere blev min bostøtte, en kæmpe portion kærlighed! Tak, kruspersille. Du er i sandheden en gemstone af en sjælden art.
Sara-Louise