The Quiet Borderline

Når jeg læser i mine dagbøger, kan jeg stadig blive overrasket over, hvor langt tilbage, mine sorger har rakt. Det overrasker mig, at jeg havde det så skidt, når andre folk siger, at jeg havde det godt. Fordi jeg gik i skole – og var god til det.

Det er netop dét, der er problemet. Mit facadeliv.

I folkeskolen var jeg kendt, som pigen, der aldrig græd, og på VUC, da jeg år senere vendte tilbage fra en sygemelding og tog et enkelt fag, var jeg atter den smilende, stille pige. Tilbage i min lejlighed, græd jeg hver eneste dag. Jeg kunne ikke overskue noget, led konstant af en altoverskyggende tomhed og meningsløshed og var panisk angst flere gange om ugen. Indimellem kom jeg ikke af sted, fordi mine øjne var for røde og hævede at gråd – men det var der selvfølgelig ingen, der vidste. Jeg havde ganske vist samtaler hos en psykiater en enkelt gang om ugen – i perioder to – men når jeg satte mig i stolen, kunne jeg intet sige. For hvad nyttede det, når jeg bagefter skulle tilbage i helvede igen? Det helvede, som befandt sig inden i mig. Indimellem fik jeg sagt nogle ting, og det lettede, mens jeg sad der. Men så snart jeg gik, var den gal igen. Det var ikke nok, det var ikke tilstrækkeligt. Men hvordan skulle nogen kunne vide det, når jeg stædigt smilede og aldrig sagde et ord?

Sådan er mange år gået, kun afbrudt af indlæggelser, når min facade endelig er kollapset. Og hvor er det egentlig sørgeligt. At der skulle gå så mange år, før jeg fik den rette hjælp.

 

”Som syttenårig sad jeg foran spejlet og græd og græd. Den dag følte jeg mig fremmed, fordi jeg var så ulykkelig. Den følelse dukkede dengang stadig op i glimt – følelsen af, at det ikke var rigtigt, at det skulle være sådan her. Nu føler jeg mig fremmed, hvis jeg ikke er ulykkelig. Sådan føler jeg det meste af tiden”.

Sådan står der i min dagbog fra år 2009, og jeg husker tydeligt den dag, jeg startede med at beskrive. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg snart ville fylde atten år, og her sad jeg, ulykkelig, kaotisk, forvirret, usammenhængende og frygteligt ensom. Skar i mig selv, kastede op, sultede mig, tog afføringspiller og græd mig selv i søvn hver eneste aften. Her sad jeg med angstanfald og piller ved siden af mig, som jeg tog for hver halve time, der gik uden svar på sms fra de veninder, som jeg var så ufatteligt afhængig af. Uden de vidste, hvad der foregik, selvfølgelig. Jeg, som alle sagde, kunne blive, hvad jeg ville. Mig, med de gode karakterer, som skulle blive til noget i livet.

 

Hvorfor kunne jeg ikke leve op til det billede, folk omkring mig tegnede så flot?

Fordi de ikke kendte til mit facade liv. De så kun pigen, som stod op hver eneste dag, påførte sig et smil og gjorde, hvad hun skulle. Pigen, som aldrig græd og aldrig brokkede sig eller sagde nogen imod, pigen med masser af venner. Jeg kan tydeligt huske den sorg, jeg følte den dag – men ikke følelsen af at tro på livet.
Alle disse reflektioner er opstået, efter at have set Borderlinenetværkets video om den indadvendte type, The Quiet Borderline. Det er mig.

Ja, jeg får voldsomme følelsesudbrud over for behandlere indimellem, fordi jeg nu har nogen omkring mig så ofte – men i mange år er det heller ikke da blevet set. Jeg er så trænet i at være pæn og høflig, at jeg den ene gang om ugen kunne holde facaden. Og kunne jeg ikke, så græd jeg bare. Sagde ingenting, råbte ikke, skældte ikke ud.

Jeg har aldrig lidt af vredesudbrud, som man typisk forbinder med borderline personlighedsforsyrrelse – jeg har aldrig skændtes med mine veninder eller min familie. Men jeg har haft kaos indeni, så længe, jeg kan huske. Jeg har ikke været udadreagerende og sjældent impulsiv, så mine problemer har ikke umiddelbart været til at se. Jeg har haft kaos indeni og angstanfald, gråd, selvskade og et frygteligt selvhad, når jeg var alene. Enormt intense, afhængige følelser i forhold til andre mennesker. Alle de følelser, som borderline nu engang medfører, har jeg følt indeni. Men udadtil har jeg været den pæne pige, som underkastede sig, aldrig sagde nogen imod, ikke kunne hade og bare passede ind. Jeg har været hende, der var så rigtig udenpå, men så forkert indeni. Så rolig og fattet udadtil, men så splittet indeni. Så glad uden på, men dødulykkelig indeni.

Nogle gange forstår jeg ikke, at det ikke er blevet set. Men som de beskriver i videoen bliver denne type tit overset (ikke, at det er lettere for den udadreagerende type – de bliver i stedet misforstået!), fordi man er så god til at gå i ét. Og det var den ene ting, jeg kunne mestre til perfektion.

 

Nu er jeg landet et sted, hvor jeg får støtte tyve timer om ugen. Et sted, hvor jeg ikke længere føler samme konstante behov for at opretholde en facade. Et sted, hvor jeg får så meget støtte, at det ikke kan lade sig gøre at opretholde en facade ret længe ad gangen. For mig kræver det tid, oceaner af tid – og tålmodighed. Det er uendeligt svært at åbne op for følelser, man har brugt så mange ord på at lære at skjule. Det er fantastisk, at jeg endelig har tid og mulighed for at blive set og forstået. Det er en kæmpe lettelse, trods alt.

 

/Krokodullen

 

Dette blogindlæg er et redigeret indlæg fra min personlige blog: www.krokodullen.blogspot.dk

Videoen The Quiet Borderline, som handler om indadvendt borderline personlighedsforstyrrelse, finder du lige her: The Quiet Borderline.

1 tanke om “The Quiet Borderline”

Skriv et svar