What doesn’t kill you makes you stronger – eller ikke…

Jeg er én af de borderlineramte, som føler, at alle andre folks meninger er vigtigere end mig. Selv ekspedienten i Netto har mere ret til en mening om mig end jeg, og derfor tager jeg også folks ord til mig meget nært.

De sidste år har det været så  ”in” at smide sætningen ” What doesn’t kill you makes you stronger” ud. Folk må også gerne bruge den, personligt synes jeg bare, det er en omgang fis. Eller nok nærmere, hvad den repræsenterer i det danske samfund: Nemlig, at så længe du lever, har et hjem og får lidt hjælp, så har du ikke ret til at kaste håndklædet i ringen, du har ikke ret til at sige: “Fuck det hele, nu kan det da ikke blive værre.”

Hvordan kan det være, at psykiatrien – den psykiatri, som sagde til mig at vejen til en mere funktionel hverdag er at MÆRKE mine følelser, BLIVE i dem i stedet for den totale følelsesløshed, jeg levede i før – så fortæller mig (når jeg endelig fortæller om smerten indeni og søger hjælp, når det er værst) at der jo er mange andre, som har det værre end mig. Sagt med den der ”tag dig lige lidt sammen”-attitude

Som jeg hørte sidste gang, jeg – dybt selvmordstruet – henvendte mig hos psykiatrisk skadestue:  ”Men der er jo mange, som har det meget værre end dig, og hvis du virkelig ville dø, var du ikke kommet her. Så tag du nu hjem og se, om du ikke kan klare den der.”
Og nej, jeg ville ikke dø, men jeg kunne ikke modstå det alene – det var jo derfor, jeg var der.

Min pointe er lidt: Hvorfor er mentaliteten i vores samfund, at vi konstant skal sammenlignes med andre? For JA, hvad ikke slår dig ihjel, KAN gøre dig stærkere. Men det kan også knække dig, ødelægge dig så meget rent psykisk, at det føles, som om hver en knogle i hele din krop er brækket, og at du rent faktisk hellere ville være død end overlevende.

Personligt er det meget svært for mig at fortælle systemet om mine følelser, fordi jeg er bange for at blive til grin – og når jeg så endelig gør det, bliver jeg ikke hørt, mødt og forstået.

Jeg siger ikke, at alle mine følelser er rigtige, men anerkendelsen af dem er vigtig, rummeligheden over for selv de forkerte følelser er vigtig, og det kan gøres ganske simpelt ved ikke at sammenligne med alle andre mennesker.

I virkeligheden forværrer det måske kun de dårlige perioder/følelser, hvis man ikke møder den ramte. For hvis ingen vil lytte til mig, når jeg har det rigtig skidt, så stopper jeg til sidst med at sige noget. Og hvis jeg ikke siger noget/søger hjælp, så kommer jeg ikke videre, og så har jeg det bare dårligere i endnu længere tid…

Så måske er rummelighed og hjælp til strategier for en krise bedre end ”opmuntrende ord”?

I sidste ende fortæller systemet os jo, at vejen frem er at arbejde os igennem følelserne.

 

// Elana

2 tanker om “What doesn’t kill you makes you stronger – eller ikke…”

Skriv et svar